Serie er tilbage efter kontroversiel afslutning
En af de mest populære TV-serier gennem de seneste år er tilbage. Det kommer man måske til at mærke i aalborgensisk butik
Opdateret kl. 15:21
AALBORG: Interessen var helt væk.
Ikke engang et brætspil kunne de sælge.
Måske var det på grund af den upopulære og omdiskuterede sæsonafslutning. Måske var det bare, fordi folk så serieafslutningen som afslutningen på alt, der havde noget med universet at gøre.
Men nu er Game of Thrones-serien tilbage. Sådan da. Søndag fik en spin-off-serie under navnet House of the Dragon premiere på streamingtjenesten HBO Max, og det kan måske genoplive den ellers slunkne interesse for det verdensomspændene franchise, der fik folk til at tale om konger, drager og upassende forhold mellem tvillingesøskende mandag efter mandag over frokosten.
Genoplivningen af Game of Thrones kommer måske til at kunne mærkes hos en aalborgensisk butik. Spilforsyningen har eksisteret i fem år og sælger blandt andet spillekort, brætspil og merchandise, og da serien i første omgang løb over skærmene, kunne man mærke det.
Det fortæller medejer hos Spilforsyningen David Baunsgaard.
-Da serien var på sit højeste, solgte vi masser af spil og merchandise med Game of Thrones.
Men det holdt bestemt ikke ved, efter det sidste afsnit i ottende sæson var sendt.
-Interessen for Game of Thrones var helt væk, og distributørerne holdt brandudsalg på merchandise, så de kunne komme af med det. Der var ingen, der ville have det, fortæller han.
Baunsgaard, der selv er Game of Thrones-afficionado, mener, at afslutningen på serien har en stor del af skylden. Det er blevet sagt, at afslutningen var så dårlig, at den ødelagde hele seriens eftermæle. Og Baunsgaard mener også, den omdiskuterede afslutning på serien havde indflydelse på merchandisesalget.
-Den var dyr for alle, der sælger eller producerer merchandise.
Men nu er universet genoplivet med House of the Dragon, hvor handlingen foregår 200 år før den oprindelige serie. Og Baunsgaard synes overordnet set, at det første afsnit af den nye serie er tilbage på sporet i forhold til, hvad Game of Thrones skal være: magtkampe, intriger og stridigheder. En refleksion over vores egen historie, og hvordan ledere kommer til magten og mister den igen, som butiksejeren og Game of Thrones-fanen udlægger det.
Baunsgaard fortæller, at der på trods af den nye serie ikke har været den store interesse for Game of Thrones-relaterede produkter hos Spilforsyningen på det seneste. Han udelukker imidlertid ikke, at det kommer, når serien får lidt mere tid. Og lidt mere luft under vingerne.
-Der er ikke kommet en masse nye produkter. Distributørerne holder nok lidt på dem, efter de brændte fingrene efter sidste gang. Men hvis serien bliver en succes, så kommer det da, siger han og fortsætter:
-Det er en stor satsning for selskabet bag, så det er vigtigt for dem, at det bliver en succes.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.