Miljø

Spulede asbesttag, men slipper for bøde

Arbejdstilsynet vil ikke træffe afgørelser ud fra videoer og billeder

Allan Rasmussen, der selv har en asbestsag kørende, fik det dårligt, da han så dette syn hos naboen
Allan Rasmussen, der selv har en asbestsag kørende, fik det dårligt, da han så dette syn hos naboen Privatfoto

Opdateret kl. 11:46

Et firma, der i starten af august spulede et asbesttag i et villakvarter i Frederikshavn med en højtryksrenser, slipper tilsyneladende for bødestraf. 

Selvom højtryksspuling af materialer med asbest er forbudt, har Arbejdstilsynet ikke tænkt sig at give hverken bøde eller påbud, fordi tilsynet ikke selv har set, hvad der foregik, skriver Fagbladet 3F.  

Rensningen af taget blev ellers både filmet på video og dokumenteret med billeder af en beboer i kvarteret, men de beviser har Arbejdstilsynet altså ikke tænkt sig at benytte. 

- Da Arbejdstilsynet var på byggepladsen 10. august, foregik der ikke rensning af taget, og Arbejdstilsynet kunne ikke ved selvsyn konstatere overtrædelser af asbestreglerne, skriver tilsynschef Martin Skåning i en email til Fagbladet. 

Firmaet KS Højtryk, der udførte rensningen af taget, har ellers delvist erkendt at have brudt reglerne, idet der heller ikke forud for arbejdet var blevet søgt om en lovpligtig dispensation hos Arbejdstilsynet til at bruge en rensekasse på asbesttaget.

Regler er strammet

Reglerne er tilmed blevet strammet, så det fra 1. juli i år kan koste en bøde på 10.000 kroner, hvis et firma arbejder med asbest, uden på forhånd at have anmeldt det til Arbejdstilsynet. 

Virksomhedsejeren havde tre dage efter at arbejdet var udført, og efter at være blevet kontaktet af Fagbladet, søgt om dispensationen. 

Frederikshavn Kommune har også været inde i sagen, og var ude at besigtige området efter henvendelsen fra en bekymret nabo. Kommunen kunne ikke konstatere, at arbejdet havde forårsaget tegn på asbest-rester i området og på den baggrund blev sagen lukket. 

Allan Rasmussen, der optog videoen og tog billederne af arbejdet er rystet over, at myndighederne tilsyneladende kun vil gribe ind, hvis de selv ser det med egne øjne. 

- Hvad kan man så bruge Arbejdstilsynet til. Det er spild af skatteborgernes penge, siger Allan Rasmussen til Fagbladet.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden