Støjberg på nordjysk valg-turné: - Du er bare god, Inger

Støjberg startede valgkampen i Nordjylland. Lørdag deler hun gratis iPhone-covere ud på Nytorv i Aalborg - samtidig deler Mette Frederiksen roser ud

Inger Støjberg har to mål: At komme tilbage i Folketinget, og få uddelte flest muligt af de 25.000 iPhone-covers, som Danmarksdemokraterne har indkøbt. Fredag gjorde hun en ihærdig indsats i Nordjylland.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Inger Støjberg har to mål: At komme tilbage i Folketinget, og få uddelte flest muligt af de 25.000 iPhone-covers, som Danmarksdemokraterne har indkøbt. Fredag gjorde hun en ihærdig indsats i Nordjylland.  Foto: Martin Damgård

HJØRRING/AALBORG:- Du er bare god, Inger. 

Det er første hele dag i valgkampen, andet stop for Inger-bussen og roserne vil nærmest ingen ende tage i gågaden i Hjørring. Flere uddeler bare anerkendelsen i forbifarten, men Inger Støjberg når at tale med sådan cirka 50 mennesker, nogen fortæller, at de slet ikke i tvivl om, at de vil stemme på hende 1. november, mange siger, at de mindst vil overveje det.   

- Hvorfor jeg  overvejer det? Efter alt det hun har været i gennem er det imponerende, at hun nu står her. Det var en urimelig dom, siger Louise Hyldig fra Hjørring, og hun er ikke alene om at være imponeret af Støjberg. 

- Hun har hår på brystet. Se lige hvor godt hun klarer sig, siger Birgit Guldbæk. 

Langt fra alt i politik handler om egentlig politik, følelser og politikerens personlighed er mindst lige så vigtige. Når Danmarksdemokraternes står til at få 16 procent i Nordjylland - og omtrent 10 procent på landsplan - skyldes det først og fremmest Inger Støjberg.  Uden frontfiguren havde partiprogrammet aldrig rakt til en plads til på Christiansborg. 

Men nu kan det nærmest ikke undgås, Støjbergs comeback til den fineste salon af dem alle er så godt som sikkert.

Også for Støjberg selv - siger hun - er det er overaskende hurtigt comeback, efter at hun i december sidste år først blev dømt af rigsretten og efterfølgende fundet uværdig til en plads i Folketinget.

Støjberg på valgturne

I de kommende knap fire uger kommer hun til at køre landet rundt i en bus - lejet hos Herning Turistfart - og den bus bliver svær at overse på de danske landeveje. 

Billeder af Støjberg fylder det meste af sider og bagende - der er ikke blevet plads til andre kandidater, men derimod til et billede af hunden Ludvig.  

Torsdag aften kom Støjberg, kampagneholdet og bus til Aalborg. Om aftenen var de en tur i Jomfru Ane Gade, men ikke til sent. Valgkamp er mere hårdt arbejde end fest, og tidlig morgen delte Støjberg, og to af partiets øvrige nordjyske kandidater, Peter Lindholt og Kristian Bøgsted, bolsjer og pjecer ud ved banegård og busterminal i Aalborg. 

Ingerbussen foran Aalborg Banegård. Mindst en - nemlig Enhedslistens tidligere rådmand, Lasse P.N. Olsen - mente, at det var tale om en ulovlig parkering eftersom kun standsning er tilladt. Politiet fandt dog ikke anledning til at udstede en bøde.  <i>Foto: Martin Damgård</i>

Ingerbussen foran Aalborg Banegård. Mindst en - nemlig Enhedslistens tidligere rådmand, Lasse P.N. Olsen - mente, at det var tale om en ulovlig parkering eftersom kun standsning er tilladt. Politiet fandt dog ikke anledning til at udstede en bøde.  Foto: Martin Damgård

Før afgang til Hjørring viste partiformanden Danmarks Radios udsendte rundt i bussen - det dramatiske højdepunkt i det indslag er køleskabet fyldt med Coca Cola Zero, garderoben i bagagerummet og hundekurven til Ludvig. 

Bagefter fik Nordjyske en snak med partistifteren. 

Hvad vil være et godt nordjysk valg for jer? 

- Vi skal gerne ind i Folketinget, og det er succeskriteriet. Der er lang tid til valget. Vi har en meget lille organisation, og ingen bugnende pengekasse. Når de store partier kommer i gang med deres kampagner, så er vi nogen små myrer i det spil. Men vi er ihærdige myrer. 

Men i givet fald myrer, der allerede har sat et stort aftryk i dansk politik. Avisen Information skriver i dag, at du  styrer showet i blå blok. At du har fået Søren Pape og konservative til at erkende, at deres skatteplan ikke kan gennemføres? 

- Jeg har ikke læst Information, og jeg styrer ikke blå blok. Men jeg er da glad for, at konservative tager deres plan op til overvejelse. For jeg mener ikke, at Søren Papes skatteplan er den rigtige medicin til Danmark. 

Nu kører vi i Nordjylland, og det, der for alvor optager folk her, er varmepriserne. I Nordjyske har vi skrevet om situationen i landsbyen Skarp Salling, hvor blandt andet et ægtepar fortæller, at deres samlede folkepension stort set kun kan dække deres udgifter til naturgas. Skal der yderligere hjælp til de hårdest  ramte? 

- Det er et kæmpeproblem.  Jeg er helt enig i, at der er mennesker, der er virkeligt trængte i øjeblikket, og at de fleste af dem bor i yderområderne. Her er indkomsterne ofte mindre, og der er ingen adgang til fjernvarme. De må bruge oliefyr, træpiller eller gas. Vores afvejning er derfor, hvordan vi bedst kan hjælpe folk uden at det puster yderligere til inflationen. Vi var med i vinterpakken, men foreslog også, at vi skulle fjerne momsen på el i det næste halve år. Det ville også give en håndsrækning til dem i Skarp-Salling.  

Fjerner man momsen hjælper vi alle i et halvt år. Men kan der ikke være behov for yderligere hjælp til de allerhårdest ramte?

- Jeg er ikke meget for checks. Historisk set er det ikke gået ret godt når man udbetaler checks - senest med varmechecken. Derfor vil jeg hellere se på, hvordan vi kan hjælpe mere fornuftigt. 

Hvad kunne være mere fornuftigt? 

- Det vil vi gerne se på sammen med de andre partier. På det her punkt vil det være rigtig godt ikke at starte en stor politisk kamp, men i stedet samarbejde om det. 

Senere fredag uddelte Støjberg flere covere i Frederikshavn - partiet har indkøbt 25.000 af slagsen - og lørdag formiddag kan det fås gratis på Nytorv i Aalborg. Vil man hellere have en rose ,er det også muligt - 10.30 deler statsminister Mette Frederiksen ud.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.