Støjberg raser over Mette F-hilsen: Du skulle hellere passe på Danmark
Statsministerens Facebook-opslag til danske muslimer får Danmarksdemokraternes partileder til at lange hårdt ud
Opdateret 31. marts 2025 kl. 07:35
Mens statsminister Mette Frederiksen (S) møder bred anerkendelse for sin håndtering af den udenrigspolitiske krise i forholdet til USA, der aggressivt går efter at vriste Grønland ud af rigsfællesskabet, så får hun anderledes hårde ord med på vejen for sin søndagshilsen til de muslimske indbyggere i Danmark.
Det er nemlig faldet Inger Støjberg, partiformand for Danmarksdemokraterne, for brystet, at statsministeren i et Facebook-opslag ønsker danske muslimer en rigtig god eid - højtiden, der i denne weekend markerer afslutningen på den månedlange faste - ramadanen.
- Rigtig god Eid. Jeg håber, at højtiden bringer glæde og fællesskab sammen med familie og kære, skriver statsministeren i et opslag på sin Facebook-side, som har fået massiv opmærksomhed.
Den hilsen har mildt sagt ødelagt søndagshumøret hos den Hadsund-bosatte partiformand.
- Jeg synes ærlig talt, at dit behov for at hylde ramadanen er skammeligt og en hån mod de danske værdier, raser det en vred Inger Støjberg i kommentarsporet, hvilket har udløst flere end 6500 likes.
Hun opfordrer direkte statsministeren til ikke blot at fokusere på det, der sker udenfor landets grænser - men også på det, som åbenlyst ikke er Danmarksdemokratenes politiske frontfigurs kop te.
- Islam sniger sig ind alle steder. Der er ramadankalendere i supermarkederne, bederum på uddannelsesinstitutionerne og kønsopdelt svømning i vores kommunale svømmehaller. Og du vender det blinde øje til. Danmark er ved at forandre sig, og det mangler jeg ganske enkelt, at du som statsminister tager mere alvorligt. I stedet for at hylde ramadanen burde du hellere gøre noget for at passe på Danmark, skriver Inger Støjberg.
Statsministerens eid-hilsen har mandag morgen fået flere end 13000 reaktioner og over 6400 kommentarer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.