Redningsberedskab

Stor redningsaktion ved Grønhøj Strand afblæst

Nordjyllands Politi oplyser, at der ikke er fundet personer i nød eller tegn på, at nogen ligger i vandet

Arkivfoto
Arkivfoto

Opdateret 17. maj 2022 kl. 09:01

GRØNHØJ: Søndag aften har en helikopter, flere redningsbåde samt livreddere og politi været i gang med at lede efter en person, der var meldt forsvundet i vandet ud for Grønhøj Strand.

Der blev slået alarm søndag kort efter klokken 18, efter en badegæst på stranden havde set en person stå ude på en revle. Da personen svømmede ind, kunne badegæsten pludselig ikke se personen og slog derfor alarm.

Forsvarets Operationscenter alarmerede Thorup Strand og Hirtshals Redningsstation, der begge sendte hurtiggående redningsbåde til Grønhøj. Ligeledes deltog en redningshelikopter, samt kystlivredningen og Nordjyllands Beredskab.

Nordjyllands Politi var også på stranden og bad strandgæster og andre om at henvende sig, hvis man havde kendskab til en person, der var ude og bade og ikke var kommet ind.

Kort før klokken 19.30 søndag meddelte Nordjyllands Politi dog via Twitter, at der ikke var fundet personer i nød, og at der ikke var tegn på, at nogen lå i vandet. Derfor blev aktionen afblæst.

Tidligere på dagen var der en redningsaktion på samme sted på stranden, den blev dog afblæst efter syv minutter.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden