Når jeg betragter alle de skønne ældre mennesker, der spadserer fornøjet rundt derude i de gigantiske snedynger med eller uden rollator eller stok og altså standhaftigt trodser Aalborgs absolut elendigt ryddede fortove, hvor Aalborg Kommune år efter år tøffer fornøjet rundt i traktor og rydder kørebanen ved at sende snedynger af episke dimensioner ind til siden. 

Som hvert eneste år skaber en slags bjergkæde langs fortove og cykelstier, der kræver at man har erfaring med bjergbestigning, hvis man ønsker at krydse over til den anden side af gaden. Ja, når jeg betragter disse ældre mennesker, så bøjer jeg mig dybt i støvet i beundring.

Sikken et heltemod, sikken et gå-på-mod, sikken en livslektion. Jeg selv løber rundt på mine løbeture og bander og svovler som en havnearbejder (på fransk) over, at man ikke i det mindste har sørget for at rydde min personlige løberute, så jeg kan flænse igennem, for jeg er så frygteligt ræd for at skride i svinget, at jeg løber latterligt langsomt og har efterhånden betydelig intens krampe i begge baller.

Men de ældre mennesker, de synes ikke at frygte noget som helst.

Bjergbestigning 

Min søde lille veninde, som jeg sludrer med på Almen Kirkegården, hvor vi sidder på den grønne mahognitræ bænk og taler om den store verden sammen med hendes irske mand, som ligger under jorden, men "han er med i samtalen", siger hun.

Når jeg løber gennem den vidunderligt smukke Almen Kirkegård på min løbetur og de fleste dage ser den yndige ældre dame på 80, der kommer flænsende på sin cykel og snitter stolpen i et skarpt sving, før hun hopper af cyklen og sætter sig på bænken, også når der ligger snedynger på størrelse med Mont Blanc på fortovet ved Borgmestervænget lige overfor kirkegården.

Eller den dejlige ældre dame, der nærmer sig halvfems og som hun selv siger, "med alderen er bøjet forover", således at hun går rundt med sin rollator i en perfekt 90-graders vinkel, også når der ligger sne på fortovet langs strækningen hen til Netto.

Eller det søde ældre ægtepar på henholdsvis 88 og næsten 90, som jeg stødte på forleden, og hvor herren stod med sin stok nede i et lille bjerg af sne og forsøgte at føle sig frem til et fast holdepunkt for at komme over på den anden side. "Er det virkeligt nødvendigt at gå ud i det snevejr?!", spurgte jeg. Og ja, det var det helt bestemt, for de skulle i SuperBrugsen efter ugebladet Søndag og en flaske Baileys til kaffen.

At de orker, og at de tør! Og ingen af dem "brokker sig", men siger bare med det glorværdige grå gulds livsklogskab, at det bliver snart forår igen, at børnebørnene elsker snevejret, og at de ynder at kigge ud af vinduet, hvor alle de små fugle kommer og spiser fugle frø fra kolberne i haven og som det eneste problem blot nævner, at snelaget forhindrer vintergæk og erantis i at titte frem.

Jeg hylder dem og sender dem alle, det glorværdige og beundringsværdige grå guld en dejlig sne vinter tanke og også en tanke til de, der ikke tør trodse sneen og som føler sig sneet inde og afskåret.

Aalborg Kommune burde sende dem en omgang "godt gået"-fastelavnsboller med sveske, mens vi venter på at sneen smelter.