Storcentre mister afgørende juleomsætning

- Hvorfor storcentre og ikke butikker i gågader, spørger Jane Melgaard Olesen fra Metropol i Hjørring. Også i Aalborg Storcenter er der dystre miner

Der er dystre mine i Aalborg Storcenter (billedet) og i Metropol i Hjørring over lukningen fra torsdag morgen. Foto: Martin Damgård

Der er dystre mine i Aalborg Storcenter (billedet) og i Metropol i Hjørring over lukningen fra torsdag morgen. Foto: Martin Damgård

- Det er lidt underligt, at man ikke lukker alle butikker ned, hvis man skal passe på hinanden. For der er jo også mange mennesker i gågaderne.

Sådan siger Jane Melgaard Olesen, der er marketing manager i Metropol i Hjørring som en reaktion på det pressemøde, statsminister Mette Frederiksen holdt klokken 18 onsdag.

Fra torsdag morgen skal alle storcentre være lukket ned men ikke butikker uden for storcentre. De skal først lukke fredag 25. december.

Jane Melgaard Olesen erklærer sig helt enig i, at coronasituationen er alvorlig - og at smittetallene er skræmmende høje. Hun mangler bare konsekvens i beslutningerne.

- Jeg kan ikke forstå, at der ikke er en mere konsekvent linje. Hvorfor lukker man ikke alle butikker, spørger hun.

De handlende i Metropol i Hjørring er frygteligt kede af det, siger Jane Melgaard Olesen - og voldsomt frustrerede.

- Jeg tør slet ikke tænke på den konsekvens, det kan få. Dagene op til jul er for mange af butikkerne afgørende, siger hun.

Også i Aalborg Storcenter er der dystre miner.

- Julehandlen har indtil videre ikke være noget at skrive hjem om. Vi kunne tydeligt mærke nedlukningen af de syv nordjyske kommuner i november, og omsætningen halter stadig, siger Preben Bjerregaard fra Aalborg Storcenter.

- Normalt er sidste kvartal altid gavmild for omsætningen, men ikke i år. Og med nedlukningen fra torsdag morgen ser det skidt ud, siger han.

- Der er selvfølgelig forskel på typen af butikker, men jeg vil gætte på, at omkring 25 procent af månedens omsætning forsvinder med den nedlukning. Så det bliver hårdt, siger han.

Breaking
Topchef færdig
Luk