Politiarbejde

Storm af klager over høj musik: Nu er det nok - politiet er klar med bøder

Klagerne over for høj musik nåede nye højder i forrige weekend, og problemet er nu så stort, at politiet skruer bissen på

Arkivfoto Lars Pauli
Arkivfoto Lars Pauli

Opdateret kl. 14:56

Opdateret kl. 14.51 med nye tal over antal klager. Tallet er rettet fra 67 til 109

NORDJYLLAND: Kombinationen af hedebølge og et lukket natteliv fyrede i den forgangne weekend godt og grundigt op under festerne i haver og parker.

Men det var alt for meget, og politiet blev nærmest lagt ned af klager over høj musik. Det får nu politiet til at skrue bissen på overfor dem, der ikke kan finde ud af at skrue ned.

Hele 109 gange i løbet af weekenden måtte Nordjyllands Politi rykke ud til "musik til ulempe", hvor borgere følte sig generet af høj musik.

Alene lørdag modtog politiet 63 klager over larmende fester.

Det er faktisk omkring dobbelt så mange klager over høj musik på blot en enkelt weekend, end der var på en hel måned i sommeren sidste år - altså før coronaen.

- Det er alt for meget, og der er et problem, som vi bliver nødt til at sætte ind over for nu, siger vicepolitiinspektør Henrik Skals og fortsætter:

- Vi har indtil videre ikke uddelt bøder, men bedt folk om at skrue ned eller slukke for musikken. Men fremover vil vil tage bødeblokken frem, når vi åbenbart ikke kan henstille os ud af problemet. Og i værste tilfælde kan vi konfiskere musikanlægget.

Hold festen for dig selv

Antallet af klager over musik til ulempe har været støt stigende under corona-situationen siden nattelivet lukkede.

Men de 67 anmeldelser i forrige weekend er rekord. Og udover at genere en masse borgere, så tager det også unødig tid for politiet, fortæller Henrik Skals.

- Den tid vi bruger på at rykke ud til noget, der er så banalt at kunne finde ud af, går jo fra andre vigtigere opgaver, siger vicepolitiinspektøren.

Når politiet rykker ud til en privat fest, hvor der er klaget over for høj musik, så er det den enkelte patrulje, der laver et skøn over, om musikken er til ulempe.

Og selvom de kan være en vanskelig opgave, så handler det om sund fornuft, mener Henrik Skals.

- Vi løber ikke rundt med en decibel-måler, og det er den enkelte patrulje, der skønner. Men det handler jo bare om ret og rimelighed, og at man kun holder fest for sig selv, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden