Succesdirektør traf overraskende valg. Nu har han tid til at fiske

Det gælder om at finde den rigtige balance mellem det, der kan måles, og det, der kan mærkes, mener den mangeårige ejerleder af Skagerak, Jesper Panduro. Han har nu taget sit livs første sabbatår

Jesper Panduro stod i 20 år i spidsen for møbelvirksomheden TripTrap/Skagerrak, indtil han her i forsommeren trak sig for at holde sabbat. Han er optaget af at gøre noget godt for verden og søger gerne utraditionelle veje - og så er han ivrig lystfisker.  <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jesper Panduro stod i 20 år i spidsen for møbelvirksomheden TripTrap/Skagerrak, indtil han her i forsommeren trak sig for at holde sabbat. Han er optaget af at gøre noget godt for verden og søger gerne utraditionelle veje - og så er han ivrig lystfisker.  Foto: Claus Søndberg

En septemberdag satte Jesper Panduro og hans søn, Simon, af sted mod Normandiet. De ville se stranden, hvor de allierede styrker gik i land under Anden Verdenskrig. Fordi de interesser sig for historien, for at være sammen - og fordi de kunne. De har nemlig begge sabbatår. 20-årige Simon efter studentereksamen, 50-årige Jesper efter en lang erhvervskarriere.

- Jeg forstår godt, at nogle unge blive irriterede, når de bliver spurgt, ”Hvad vil du så bagefter”, for det er jo ikke sikkert, at de ved det. Det kan også være meningen med at holde sabbat, siger Jesper Panduro.

Det er det i hvert fald for ham.

På Omaha Beach faldt far og søn i snak med nogle andre besøgende, som fortalte, at de var blevet så optagede af stedet, at de nu for tredje gang holdt hele deres ferie der – og slet ikke var færdige endnu.

- Er det også der, vi er?, spurgte far og søn hinanden.

- Det var det ikke.

Svaret spiller sammen med, at Jesper Panduro beskriver sig selv som et søgende menneske, hvilket igen er med til at forklare, både hvorfor han holder sabbatår, og hvorfor han nyder at lade det stå åbent, hvad der nu skal ske.

Jesper Panduro har ikke nogen bucketliste for, hvad han skal i sit sabbatår, bare en præcis fornemmelse af, at han vil finde måder at gøre en forskel. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jesper Panduro har ikke nogen bucketliste for, hvad han skal i sit sabbatår, bare en præcis fornemmelse af, at han vil finde måder at gøre en forskel. Foto: Claus Søndberg

Jesper Panduro ved, at han hverken skal være direktør eller eje en virksomhed igen, selv om han godt kunne lide begge dele. Han er bare blevet mere og mere optaget af at være med til at gøre verden til et bedre sted.

- Jeg kan godt lide at bidrage. Jeg kan godt lide at være med til at gøre en forskel, siger han.

Det bestræbte han sig også på i møbel- og designfirmaet Skagerak, der var en stor del af hans liv i 20 år, og som han – sammen med hustruen Vibeke og medarbejderne – gennem årene ændrede til først at være en virksomhed, der tjente penge, og så videre til en virksomhed, der primært støtter den verden, den er en del af.

- Jamen, I laver jo møbler. Kunne I ikke lave vandrensningsanlæg eller noget mere vigtigt, gengiver Jesper Panduro spørgsmål, som han besvarede:

- Jo, og det ville vi måske også nogle gange ønske, men vi elsker møbler og er bare rigtig gode til at lave dem, så de kan holde. Kan vi gøre det på en måde, så folk køber lidt mindre, bruger færre ressourcer, hjælper det måske en lille bitte smule.

Faktisk gjorde Skagerak en del mere og var stadig i gang, da der opstod en situation, der gjorde det oplagt, at det var nu, Skagerak skulle på andre hænder. Forretningsmæssigt gav det mening, men det der gav udslaget var, at det føltes rigtigt.

Så lige omkring han fyldte 50 år, slap han ansvaret, som i mange år har været smurt ud over ugens syv dage, gik hjem og er nu optaget af at rumme både frihedsfølelsen og usikkerheden.

- Der er nogle i verden, som synes, at hvis det står i et regneark med to streger under, så gælder det. Som vil måle alt på en arbejdsplads. Man kan jo også tale med sine medarbejdere, mener Jesper Panduro. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

- Der er nogle i verden, som synes, at hvis det står i et regneark med to streger under, så gælder det. Som vil måle alt på en arbejdsplads. Man kan jo også tale med sine medarbejdere, mener Jesper Panduro. Foto: Claus Søndberg

Det er nødvendigt at være ven med situationen, nikker manden, der ikke har erfaring med at holde fri i den skala, og som forsøger at få en rytme ind i tilværelsen: han står op om morgenen, passer sin træning, nogle få pligter og i hvert fald sin meditation, som i nogle år har været det rum, der har gjort det muligt for ham at gøre alt det andet.

- Jeg sætter mig ned, fornemmer, hvor jeg er, og så tæller jeg til 10. Det bliver jeg ved med i 20 minutter, siger han og forklarer, at han efterhånden har lært at slippe tankerne og stole på, at hvis en tanke er vigtig nok, så kommer den nok igen bagefter.

Jesper Panduro fortæller også, at han inspireret af buddhistisk tænkning prøver at tælle til 21 i stedet for 10.

- Men det er markant sværere, siger han.

Det er den slags, man kan sysle med, når man har sabbat. Jesper Panduro kaldte det først pause, men det lød for meget af, at han bagefter ville starte, hvor han slap. Så nu bruger han ordet sabbat.

Tanken om at få ro og rytme i tilværelsen er forstyrret lidt af, at der igen er kommet hund i huset i Hasseris, to faktisk, ruhårede gravhunde, og de kræver deres opmærksomhed, smiler den nybagte hundeejer. Eller genbagte måske. Familien har haft hund før, så det er ikke en pludselig indskydelse.

Først sagde Jesper Panduro, at han holdt en pause, men det lød for meget af, at han vil starte, hvor han slap. Det vil han ikke, så nu holder han sabbatår. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Først sagde Jesper Panduro, at han holdt en pause, men det lød for meget af, at han vil starte, hvor han slap. Det vil han ikke, så nu holder han sabbatår. Foto: Claus Søndberg

Trods sabbatten har Jesper Panduro nogle få forretningsmæssige forpligtelser af den slags, han går til med hjertet - og så trives han bare godt med at være sammen med familien, der også rummer datteren Johanne på 16.

Han kører gerne op til familiens skov ved Dronninglund. Den hedder Johannelund, som en kvittering for, at det var datteren, der gjorde udslaget til, at drømmen om en skov ikke - som så mange andre af farmands idéer - forblev en drøm.

icon

Jeg mærker jo boblerne, når jeg kommer hjem. Hvor glad jeg er. Jeg er sjældent ked af det, men jeg kan mærke, at den giver bare lige det der ekstra.

Det er ham selv, der siger, at det er sådan, og som fortæller, at Johanne engang spurgte til, hvordan det egentlig gik med den skov, der først var tænkt som et firmaprojekt i bæredygtighedsperspektiv.

Familien tog skoven med ud af firmaet, så nu nyder Jesper Panduro at gå en tur med Hedeselskabets skovfoged Anders og lære om dunbirk og de andre træer, der vel om et par år når op i mandshøjde.

- Jeg mærker jo boblerne, når jeg kommer hjem. Hvor glad jeg er. Jeg er sjældent ked af det, men jeg kan mærke, at den giver bare lige det der ekstra, storsmiler Jesper Panduro om sine gåture i Johannelund.

Det må meget gerne være seriøst, men det må også godt være sjovt. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Det må meget gerne være seriøst, men det må også godt være sjovt. Foto: Claus Søndberg

Da han begyndte at gå sin egen vej, var den mere lige. Hjemme i Horsens gik han på handelsskole og uddannede sig umiddelbart videre hos Siemens i Tyskland. Han kom hjem igen, først til København og så Aalborg, hvor han har været lige siden. Han var omkring Bilkas legetøjsafdeling, uddannede sig som revisor og arbejdede i revisionsfirmaet KPMG. Han trivedes, fik styr på tal og bundlinjer, som sammen med hans tyskkundskaber gjorde ham interessant for møbel- og designfirmaet Trip Trap i Hadsund.

Interessen var gensidig.

Han faldt pladask for den gennemførte satsning på kvalitet både i materialevalg og bearbejdning, selv om han først og fremmest havde som opgave at være med til at gøre firmaet til en god forretning.

- Jeg var helt forelsket i den måde, de gjorde sig umage på, siger Jesper Panduro, der havde fået færten af, at det kunne være sjovere at drive en virksomhed end at kikke på, hvordan det var gået.

Efter nogle år fik han og en kollega tilbudt at købe virksomheden, som han senere sammen med designinteresserede Vibeke, der arbejdede som jordemoder, blev hovedejere af.

Sammen satte de af sted på det, der som nævnt blev en tid med store forandringer. En tvist med det norske firma Stokke, som producerede den berømte Tripp Trapp-stol, gjorde, at firmaet måtte skifte navn til Skagerak - først i udlandet, så også herhjemme - og efter nogle år flyttede han firmaet til Aalborg.

- Det var utrygt at skifte navn, men det lykkedes ret godt, og jeg var nødt til at tilpasse virksomheden til det, jeg troede ville ske.

I starten som virksomhedsleder troede Jesper Panduro, at han kunne læse nogle bøger og følge andres teorier, men indså, at man måtte lade sin egen fornuft råde. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

I starten som virksomhedsleder troede Jesper Panduro, at han kunne læse nogle bøger og følge andres teorier, men indså, at man måtte lade sin egen fornuft råde. Foto: Claus Søndberg

Men det var kun de ydre ændringer. Det vigtigste for Jesper Panduro skete indenfor - og med ham selv.

En kort udgave af historien er, at det var en stor omvæltning fra at være ansat til at være ”dén, der var den”. Han tog for eksempel fat på at læse bøger om ledelse, så mange, at han i dag ikke orker den slags, men udelukkende læser skønlitteratur. Han indså, at han havde været for lidt nysgerrig på at finde sin egen vej.

- I starten troede jeg, at jeg skulle følge andres teorier, siger den da nybagte direktør, der i øvrigt også blev lidt forvirret over, at Trip Trap solgte helt vildt meget, selv om finanskrisen havde sat ind.

Han fik etableret et advisory board, for at få input udefra, og så opsøgte han en erhvervspsykolog for at finde sig selv som leder.

- Jeg savnede at have et sprog for, hvad jeg gerne ville, siger Jesper Panduro, der blev bedre til at forstå, hvad dialog kan. På hvordan han brugte sine kræfter bedst og at man let griber til at gøre det samme, som man plejer, eksempelvis hvis man føler sig presset.

icon

I starten troede jeg, at jeg skulle følge andres teorier.

- Det er aldrig en skam at række ud, siger Jesper Panduro, hvis søgen bragte ham steder hen, han ikke anede eksisterede.

- Jeg ved ikke meget om Buddah, men essensen er, at det er som det er - og nogle gange sker der ting. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

- Jeg ved ikke meget om Buddah, men essensen er, at det er som det er - og nogle gange sker der ting. Foto: Claus Søndberg

Til meditation for eksempel. Han havde fortalt, at han havde svært ved at slappe af til en film eller fodboldkamp i fjernsynet. Eller faktisk kunne han ikke. Han havde mindst lige så megen opmærksomhed på sin telefon eller computer.

Det var erhvervspsykologen Lisbeth Holt Lenskjold, som han stadig arbejder sammen med, der udfordrede ham til at meditere. Jesper var med på at prøve.

- Jeg er jo ikke bange for noget, smiler han.

Men dagene gik, inden han kom i gang. Først på 29.dagen og dagen før, han skulle fortælle om, hvad han havde fået ud af det, kom han op på den meditationspude, hun havde lånt ham.

- Jeg vil jo gerne have ros, forklarer ham med samme lette selvironi.

Men det virkede for ham.

- Og jeg blev bare virkelig gode venner med det. Jeg begyndte næsten at prædike, men er holdt op igen. Jeg mærkede jo, at det giver modstand at pådutte andre din begejstring, smiler han.

Jesper Panduro fandt sin ro og er søgt videre i yoga-teknikker og også ind i buddhistisk tankegang.

- Jeg ved ikke meget om Buddha, men essensen for mig er, at det er, som det er - og at nogle gange sker ting. Nogle gange må man give sig hen til begivenhederne og lade dem ske, siger han.

Man kan ikke sælge kvalitetsmøbler, og samtidig behandle din leverandør dårligt eller servere noget ligegyldigt for dine gæster. Det hele hænger sammen, siger Jesper Panduro. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Man kan ikke sælge kvalitetsmøbler, og samtidig behandle din leverandør dårligt eller servere noget ligegyldigt for dine gæster. Det hele hænger sammen, siger Jesper Panduro. Foto: Claus Søndberg

Det hjælper ham til at forstå, at alt har en betydning, og at det er nyttigt at vide, både når man driver virksomhed, og når man skal videre med sit liv. Og det skal man. Han skal i hvert fald.

- Spørger man mig, hvad jeg var optaget af for fem år siden, så kan jeg ikke huske det. Det interesserer mig ikke, siger Jesper Panduro, der hellere kikker fremad.

Han har interesseret sig for, om han fortrænger noget, og erkender, at man lærer af, hvad man gør – men fokus er fremad.

På at gøre noget andet.

- Hvis de andre siger, den skal være gul, så kan det godt være, at jeg siger orange - for at se, hvad der sker,

Og på at gøre forskel.

icon

Spørger man mig, hvad jeg var optaget af for fem år siden, så kan jeg ikke huske det. Det interesserer mig ikke.

Jesper Panduro har engageret sig i bestyrelsen for Kunsten og Utzon, fordi han blev spurgt, fordi han holder af stedernes fokus på æstetik, og fordi han gerne vil bidrage til, at stederne selv kan tjene penge – og dermed være mindre afhængige af støtte.

Det passer ham bare godt at bevæge sig et sted hen, hvor han kan bidrage og selv opleve glæde.

Derfor er han også – sabbat eller ej – med i bestyrelsen for to firmaer i henholdsvis København og Aarhus. Begge ejerledede virksomheder med et ideelt sigte.

Det er essentielt for ham. Det har han erfaring med.

Jesper Panduro er optaget af, hvordan man får et hold til at fungere, så du ser op fra dit eget for at se, om andre har brug for en hånd. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jesper Panduro er optaget af, hvordan man får et hold til at fungere, så du ser op fra dit eget for at se, om andre har brug for en hånd. Foto: Claus Søndberg

Tilbage i Trip Trap var det naturligt med en FSC-certificering, som viste, at firmaet tog ansvar for både natur og mennesker, der hvor møbeltræet blev hentet. Senere tog man skridtet videre til at blive en såkaldt B Corp-virksomhed, som forpligter sig på at blive målt på sociale og miljømæssige præstationer.

Det var i sin søgen efter inspiration, at Jesper Panduro mødte Marie Kronquist og derigennem kom tættere på både buddhistisk tankegang og på erhvervsfolk, der arbejdede med B Corp-tankegangen.

Det satte ekstra gang i bestræbelserne på at skabe en sund balance for både medarbejdere og firma. Jesper Panduro har undervejs erkendt, at det er vigtigt at finde en balance mellem det, der kan måles og det, der kan mærkes.

- Der er jo nogle i verden, der synes, at hvis det står i et regneark med to streger under, så gælder det, og nogle, der måler en arbejdsplads, siger Jesper Panduro og tilføjer:

- Det kan jo også være, at man bare skal snakke med sine medarbejdere.

Det krævede en transformation fra en organisation til en organisme fra at være baseret på individuelle præstationer til at være et kollektiv.

Verden flytter sig hele tiden. Det, du troede, du havde for to år siden, kan være væk i dag. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Verden flytter sig hele tiden. Det, du troede, du havde for to år siden, kan være væk i dag. Foto: Claus Søndberg

Ord i sig selv kan skabe modstand, erfarede Jesper Panduro, som er bevidst om, at ord skaber virkelighed.

Et konkret eksempel er, at firmaet opererede med individuelle bonusser til sælgerne.

- Det var jo helt galt, siger han om ordningen, som han selv havde været med til at indføre og hylde.

- Men hvad med alle de andre. Hvis ikke vi var dygtige til at udvikle, producere og havde styr på lageret, så var der jo ikke noget at sælge. Så vi skrottede alle individuelle bonusser.

Det krævede en vis om ikke stædighed, så i hvert fald vedholdenhed at forandre firmaet så gennemgribende, men det lykkedes.

Det viste sig også på bundlinjen - og den skal man jo have øje for, siger den gamle revisor – at forandringen virkede. Skagerak blev en virksomhed, som det estimerede møbelfirma Fritz Hansen A/S gerne ville købe. For Jesper Panduro er det vigtigt, at køberen kunne give Skagerak international pondus, men også – og især – at firmaet ejes af fonde, der har et almennyttigt og kulturelt sigte.

Eller som Jesper Panduro formulerer det:

- Når de tjener penge, så deler de ud. Det er en ejerskabsmodel, som vi har flirtet med, og kan vi så på dén måde – som en lille virksomhed – bidrage, så …

Personligt betød overdragelsen, at Jesper Panduro kunne gøre alvor af at tankerne om at holde fri. Ikke for at slå sig til ro, men for at få øje på noget nyt.

Midt i al forandringsparatheden bliver det dog også til fisketure med makkeren Michael. Ved stranden nord for Sæby eller ved Næsbydale. Det er lidt af en familievittighed, hvor lidt han fanger.

Jesper Panduro prøvede at meditere for at blive bedre til at slappe af til en film eller fodboldkamp. Han blev vild med at meditere, men det går ikke så godt med at koncentrere sig om en film eller fodbold. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jesper Panduro prøvede at meditere for at blive bedre til at slappe af til en film eller fodboldkamp. Han blev vild med at meditere, men det går ikke så godt med at koncentrere sig om en film eller fodbold. Foto: Claus Søndberg

Michael kan godt grine af, at Jesper bare står og kikker.

- Jeg er måske ikke så aktiv, men jeg fisker jo, siger Jesper og kaster en imaginær madding ud i vandet. Det er ikke så vigtigt for ham at fange noget.

Og han ville nok heller ikke komme til at tilberede fisken, selv om han er madglad.

- Jeg er gift med en, der er absurd god til at lave mad. Hendes æstetiske sans og sanselighed er høj, så det er bare et spil, der ikke er nødvendigt at gå ind i, smiler Jesper Panduro, der under selve fisketuren helst nyder en håndmad. Til andre tider må der godt skrues op. Han holder meget af at gå på restaurant, af den slags, hvor man er spændte på gæsternes umiddelbare tilbagemeldinger.

- Jeg kan godt lide at være steder, hvor folk gør sig umage, siger han.

Akkurat som ved hans møde med møbelbranchen.

Ting hænger sammen.

Det er ikke altid fisken, der er den vigtige.

Det handler også om at give sig hen, så Jesper Panduro fisker.

Han kan bare godt lide det.

Jesper Panduro bobler af glæde, når han har været en tur i Johannelund - familiens nyplantede skov ved Dronninglund, der begyndte som et bæredygtighedsprojekt for Skagerak. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Jesper Panduro bobler af glæde, når han har været en tur i Johannelund - familiens nyplantede skov ved Dronninglund, der begyndte som et bæredygtighedsprojekt for Skagerak. Foto: Claus Søndberg

Jesper Panduro

  • Født 8. maj 1972. 
  • Gift med Vibeke Panduro – kaldet Vibs - parret har børnene Simon og Johanne.
  • Opvokset i Horsens, hvor han tog handelsskoleeksamen,inden han uddannede sig videre hos Siemens.
  • Fulgte op med en HD i regnskab og revisoruddannelse hos KPMG. Blev 2001 ansat hos Hadsund-firmaet Trip Trap, som han blev medejer af i 2005 og senere ejede hovedparten af sammen med Vibs. De flyttede firmaet til Aalborg, omdøbte det til Skagerak og solgte det i slutningen af 2021. I maj i år forlod Jesper Panduro firmaet for - i første omgang - at holde et sabbatår.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.