Jeg er griseproducent på fyrretyvende år, og aldrig har jeg og mine kollegaer oplevet en så hård og stigmatiserende tone i debatten om vores erhverv. En hadefuld atmosfære, som selvfølgelig rammer en hårdt, når man egentlig ser sig selv i et essentielt og ærefuldt erhverv, nemlig at sikre fødevarer til en stigende verdensbefolkning.

Det ærefulde hverv forpligter, at vi hver dag sigter på at levere på vores og samfundets fælles interesse for god dyrevelfærd, klima, miljø og rent drikkevand.

Essentielle som vi er, kan vi kun overleve ved at levere på samfundsinteressen, og husk så, at ethvert måltid starter med en landmand, en ganske almindelig bonde som mig.

Men, tænker jeg så for mig selv, mere fra den skuffe er der ingen, der gider hverken at læse eller forholde sig til. For i det store flertals optik ligger vi griseproducenter, som vi selv har redt, med horribel dyrevelfærd, systematisk massiv forurening af miljø og grundvand og ikke mindst et antibiotikaforbrug, der gør, at du skal i Brugsen og købe en svinekotelet og ikke på apoteket, hvis du skal have has på en infektion.

Let kan man tabe modet og føle sig sat udenfor og alene, men når så bonden får tænkt nogle tanker fra bunden, dukker der alligevel noget op, som synes at være en parallel.

Valgkampens stemmefiskeri har været med bundtrawl, et stort beskidt redskab med så fine masker, at alt det skidt, der blev slæbt op fra den laveste fællesnævner, kom med op til overfladen.

I disse dage har vi så hele den materiefyldte suppe svuppende rundt i de muddergrøfter, der er gravet.

Der sidder de så, vores nyvalgte, og mit ønske nu er blot, at nogen synes, at der er noget, der må gøres, og at der er ansvar, der skal tages.

Jeg håber, nogen vil hjælpe hinanden op, gnide mudderet af øjnene og komme op i stævnen på den danske bundtrawler, hvor de så kan se, hvor det lange lys peger hen. Tanker fra bonden, tænkt fra bunden.