Strejke

Sygeplejeråd i opråb efter varslet lovindgreb: - Vi er vrede og desillusionerede

Kredsformand ser det som stor udfordring at få sundhedsvæsnet op at køre igen, efter sygeplejerskerne onsdag aften fik en lang næse, da regeringen greb ind i konflikten

I 10 uger har sygeplejerskerne i hele landet insisteret på, at de var mere værd - onsdag aften gjorde regeringen det klart, at det var de ikke. Og det vækker vrede hos nordjysk kredsformand - men kampen slutter ikke her. Arkivfoto.
I 10 uger har sygeplejerskerne i hele landet insisteret på, at de var mere værd - onsdag aften gjorde regeringen det klart, at det var de ikke. Og det vækker vrede hos nordjysk kredsformand - men kampen slutter ikke her. Arkivfoto. Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:55

NORDJYLLAND: Cirka 900 nordjyske sygeplejersker nåede at være en del af en næsten 10 uger lang konflikt og strejke for bedre løn og bedre arbejdsvilkår - men onsdag aften tog regeringen luften ud af ballonen, da den på et pressemøde i Beskæftigelsesministeriet meddelte, at et lovindgreb er på vej.

Et indreb, som har til formål at ophøje en af de mæglingsskitser fra forsommeren, som sygeplejerskerne stemte nej til - til lov. Og dermed får sygeplejerskerne altså langt fra det ud af strejken, som de havde håbet på.

- Det her lovindgreb stiller os alle sammen - regeringen, arbejdsgiverne og sygeplejerskerne - med et kæmpe uforløst problem. Vi er nogle sygeplejersker, der er ved at koge over af vrede, og som er desillusionerede over vores fag. Selv om vi nu bliver sendt tilbage i arbejde, har jeg svært ved at se, hvordan sådan et indgreb skal hjælpe på at få genskabt arbejdsglæden og give os nogle ordentlige vilkår, siger Jytte Wester, kredsformand for Dansk Sygeplejeråd i Nordjylland.

Samtidig vil der de kommende år komme til at mangle 5000 sygeplejersker på landsplan - og Jytte Wester har svært ved at se, at den mangel skal blive mindre, sådan som politikerne har ageret onsdag aften.

- 10 ugers strejke, og så ser det ikke ud til, at vi får mere, end det vi sagde nej til i juni. Vi har flere gange opfordret Christiansborg-politikerne til at gå ind i den her konflikt og hjælpe med at finde en løsning. Men der har de været passive. Jeg synes simpelthen, vores politikere gemmer sig bag den danske arbejdsmarkedsmodel, og det vækker altså vrede i vores fag, siger kredsformanden.

- Traditionelt set har sygeplejerskerne hellere end gerne taget en ekstra tørn, når der har været brug for det i sundhedsvæsnet. Men lige nu står vi nok et sted, hvor vi ikke rigtig føler, at vi skylder nogen noget, når regeringen tydeligvis ikke synes, vi er mere værd - så der bliver noget af en opgave med at få hele sundhedssystemet op at køre igen, tilføjer hun med henvisning til de tusindvis af udskudte operationer og behandlinger, sygeplejerskernes strejke har resulteret i.

Jytte Wester langer onsdag aften ud efter politikerne for ikke at gøre op med historisk lønefterslæb. Foto: Henrik Louis Foto:Henrik Simonsen

Derfor er det også svært for hende at mønstre nogen form for lettelse eller afklaring. Tværtimod er hun langt fra klar til at indstille kampen.

- Nej, kampen for en bedre løn fortsætter. Vi giver ikke op, og vi har ikke tænkt os at acceptere et permanent lønefterslæb, som blev etableret helt tilbage i 1969. Vi har heller ikke tænkt os at acceptere det her lovindgreb, siger Jytte Wester.

Muligheden for sygeplejerskerne er nu at følge med i arbejdet hos den lønkomité, der som en del af mæglingsskitsen kan blive ophøjet til lov, og at påvirke den proces så meget som muligt.

- Vi er en hel masse kvindefag, der skal stå sammen nu og give den her lønkomité noget at arbejde med. Og så er det op til os at holde politikerne op på at følge komitéens anbefalinger, når den er klar med dem til maj, siger Jytte Wester.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden