Leder

Sygeplejestrejke ligner en fiasko

Alt tyder på, at sygeplejerskerne får mindre end ingenting ud af deres strejke. Ville de være bedre tjent med at begynde at arbejde efter reglerne?

Sygeplejerskernes strejke bevæger sig nu ind i sin femte uge.

Og det uden at der er de store tegn på, at konflikten nærmer sig en afslutning. Godt nok har både Enhedslisten og Dansk Folkeparti krævet handling fra regeringens side, men indtil videre ser det ud til, at der er radiotavshed fra den side - der er sommerferie, intet alvorligt pres på sundhedsvæsenet og overordnet ikke noget ønske om at blande sig i en legal strid på arbejdsmarkedet.

Men mens tiden går, nærmer sygeplejerskernes aktion sig også det, man kan kalde en fiasko. Allerede tidligt i forløbet kaldte Berlingskes kommentator Bent Winther det for den ”hemmelige strejke”, fordi det ikke er lykkedes sygeplejerskerne at manifestere en større forståelse for deres utilfredshed med lønnen i offentligheden.

Som tiden er gået, har han fået mere og mere ret i den betegnelse: Sygeplejerskerne har ikke aktioneret på en måde, som har fået danskerne til at spærre øjnene op i sommervarmen. Kravet om en ordentlig løn er (igen) havnet i uklarhed om, hvor meget en sygeplejerske egentlig tjener. Sommerferie, Christian Eriksens kollaps og EM-holdets succes har snuppet det fulde fokus. Og sygeplejerskerne har tilsyneladende vurderet forkert, hvis de har regnet med, at den store sympati, de fik under corona-krisens hårdeste pres på sundhedsvæsenet, skulle række længere end som så. Her er offentlighedens hukommelse ikke lang.

Nu truer hele aktionen med at ende i en gedigen nedtur. Opmærksomheden er forsvundet, pengene fosser ud af strejkekassen (som sygeplejerskerne selv skal fylde efterfølgende), og strammer sygeplejerskerne grebet yderligere og inddrager flere medlemmer i arbejdsnedlæggelsen, kan det meget let ende med et regeringsindgreb, hvor det oprindelige forslag til overenskomst ender med at blive ophøjet til lov. Så står sygeplejerskerne med en lang næse: De får ikke det ønskede lønløft, og de skal ovenikøbet selv betale regningen for strejken og løbe stærkere i den efterfølgende tid for at indhente efterslæbet efter de aflyste undersøgelser og operationer i arbejdsnedlæggelsens kølvand - og ikke afholdt sommerferie. Det minder umiskendeligt om klassikeren med den gode sag, der bringes for retten: Sagen tabes, og sagsøger skal betale for sagens omkostninger.

Kunne sygeplejerskerne have grebet sagen an på anden måde, eller lignede det på forhånd en ”mission impossible”?

Vi hælder til det sidste. For realistisk set er det næsten umuligt at hive en større lønstigning hjem for 80.000 offentligt ansatte. I sig selv vil den på grund af antallet være dyr for arbejdsgiveren, som ved at give efter vil møde det samme krav fra ansatte i politiet, på folkeskolerne, daginstitutionerne, plejehjemmene osv. Det rækker pengene - og skatteborgernes vilje til at betale regningen i sidste ende - ganske enkelt ikke til.

Derudover er strejkevåbnet for sygeplejerskerne også mere proforma end et egentligt kampskridt. For med det samme sygeplejerskerne spænder buen, så det for alvor kommer til at gøre ondt på deres kunder - patienterne, vil regering og Folketing være tvunget til at gribe ind. Og det næppe til sundhedspersonalets fordel.

Alt tyder på, at sygeplejerskernes provenu ved en strejke bliver mindre end ingenting. Og spørgsmålet er, om de har andre muligheder for at tilkæmpe sig bedre løn og arbejdsforhold.

Måske er det allerbedste våben at genoptage arbejdet og så ”arbejde efter reglerne” ude på afdelingerne. Sætte tempoet ned, så plejen kan foretages forsvarligt og pauserne overholdes. Være mindre fleksibel med overarbejde og det at ”klare ærterne”, når en kollega er fraværende. Have mod til at se ledelsen i øjnene og kræve prioritering eller indkaldelse af vikarer, hvis arbejdet ikke kan nås, for det er nu en gang ikke medarbejdernes ansvar at få tingene til at hænge sammen, hvis ressourcerne er for små.

Den aktion vil ikke give mere i lønningsposen, men bedre arbejdsforhold - og få lagt ansvaret for at drive sundhedsvæsenet over på ledelsen og politikerne - og i sidste ende skatteborgerne/vælgerne. Men spørgsmålet er, om 80.000 sygeplejersker vil og kan stå sammen på den front?

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.