Tæt tåge kan genere morgentrafikken

DMI varsler sigtbarhed ned under 100 meter og politiet opfordrer til forsigtig kørsel

NORDJYLLAND:Der er her onsdag morgen varsel om særdeles tæt tåge flere steder med sigtbarhed ned til under 100 meter - ja flere steder har sigtbarheden til morgen været endnu mindre.

Varslet fra DMI om den tætte tåge gælder store dele af landet, undtagen Bornholm og langs den jyske vestkyst, hvor blandt andet Thisted og Morsø Kommuner ikke er omfattet af varslet

- Kølig og fugtig luft ligger næsten stille over landet, og kombineret med få skyer har vi ideelle forhold for dannelse af det, vi kalder udstrålingståge, forklarer vagthavende meteorolog Henning Gisselø i varslet.

Ifølge Nordjyskes oplysninger er der bl.a. på strækningen fra Frederikshavn til Jyske Ås meget tæt tåge med sigtbarhed ned til nogle steder under 50 meter.

Ligeledes er det lavtliggende områder langs Ny Nibevej tæt tåge.

Kriteriet for tæt tåge er, at sigtbarheden er mindre end 100 meter.

Det forventes, at tågen kan være tæt i morgentimerne, men at tågen herefter vil lette så meget, at kriteriet for tæt tåge ikke længere vil være opfyldt.

Mange steder vil man dog opleve, at der kan ligge tåge langt op ad formiddagen men at tågen så ikke længere vil være tæt.

- Vi opfordrer folk til at køre forsigtigt og i god tid, siger vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.

Han havde dog ved 06-tiden endnu ikke meldinger om uheld som følge af den tætte tåge.

Den kommende nat er forholdene for tåge igen til stede, og her forventer DMI også, at der kan forekomme tåge, at at den kan blive tæt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.