Brønderslev

Tak for kaffe: Lærers satsning i midtbyen er gået konkurs

To år efter åbningen er håndklædet kastet i ringen

Lone Andersen åbnede i Algade for to år siden - nu er det slut.
Lone Andersen åbnede i Algade for to år siden - nu er det slut. Arkivfoto: Martin Damgård

- Vi har desværre alt for mange udgifter til at drive vores butik og koncept videre - så vi stopper nu, mens legen er god.

Sådan lyder det fredag i et Facebook-opslag, som folkene bag butikken Garn & Kaffe i Algade i Brønderslev har lagt op. 

For to år siden bød Lone Andersen og hendes søn Rasmus Andersen velkommen med rød løber, hyggelig indretning og god stemning - de to åbnede butikken sammen med Karoline Bech Uggerly.

- Da vi åbnede Garn & Kaffe i 2022 havde vi ét klart formål: At bibeholde en garnforretning i Brønderslev by, og ydermere berige byen med et helt nyt koncept og en kaffebar. En vidunderlig iværksætterrejse uden lige, som nu desværre er slut, lyder det.

Butikken er nu under konkursbehandling, og hvis man har gavekort eller tilgodebeviser, så henvises der til kurator, som er Jens H. Bech, Advokaterne Amtmandstoften.

Lone Andersen har tidligere fortalt, at hun kvittede jobbet som folkeskolelærer, som hun ellers har haft  i 18 år, for at få foden under eget bord.

- Jeg havde lyst til at prøve noget andet. Jeg har tænkt over det i lang tid, at jeg godt kunne tænke mig at åbne en forretning. Jeg er uddannet håndarbejdslærer, så det ligger mig meget nært, lød det ved den lejlighed.

Det er ikke lykkedes Nordjyske at træffe Lone Andersen for en kommentar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden