Tal åbent med din teenager om corona: - Hvis man dikterer, vil mange teenagehjerner tænke: Det skal jeg nok selv bestemme

NORDJYLLAND:På pressemødet tirsdag aften kom statsministeren med en særlig appel til den unge befolkningsgruppe:

- Det kan godt være, at du er ung og rask. Men du kan bære smitten videre til andre mennesker. Også uden at du ved det. Du kan smitte en, der ikke kan klare det, lød det blandt andet fra Mette Frederiksen (S), som fortsatte:

- Alle bliver nødt til at tage ansvaret på egne skuldre. Ingen kan undslå sig.

Men hvordan hjælper man sit teenagebarn til at forstå, at vi som samfund står i en meget alvorlig situation? Og at det endelige resultat af corona-krisen i høj grad afhænger af den enkeltes adfærd?

- Jeg har selv en søn på 15 år, og forleden dag sagde han til mig, at han var ret sikker på, at han ikke var smittet. Det startede jeg med at give ham ret i – og så tog vi snakken.

Ordene kommer Lise Kramer Schmidt, der har adskillige års erfaring som familie- og psykoterapeut – blandt andet som forælderrådgiver. Hun kunne have valgt en mere firkantet facon ved uden videre at afvise sin søns påstand – og følge op med en stribe på- og forbud.

Men hun valgte en anden strategi.

- I stedet prøvede jeg at dreje snakken over på, hvor stor smittefaren er, og hvad man skal være opmærksom på. Jeg tog snakken, fortæller hun.

- Vi er nødt til at møde dem med nysgerrighed og interesse – og med bevidstheden om, at verden er et nuanceret sted, hvor selv forældrene ikke kender den fulde sandhed. siger Lise Kramer Schmidt, der har adskillige års erfaring som familie- og psykoterapeut – blandt andet som forælderrådgiver. Pressefoto

Og det er ifølge Lise Kramer Schmidt den helt centrale pointe, hvis man er forælder til en teenager, som skal forstå corona-situationens alvor: At man sjældent får noget godt ud af kun at fortælle dem, hvad de må, og hvad de ikke må.

- Vi er nødt til at møde dem med nysgerrighed og interesse – og med bevidstheden om, at verden er et nuanceret sted, hvor selv forældrene ikke kender den fulde sandhed. Selvfølgelig skal vi som forældre gå forrest, vise ansvar og fortælle vores børn, at de ikke er udødelige. Og selvfølgelig skal vores børn kende myndighedernes råd og vejledninger.

- Men vi skal snakke om det på en måde, der giver mening for dem, siger Lise Kramer Schmidt, der blandt andet også har arbejdet som folkeskolelærer.

Reglerne må aldrig stå alene

Samme pointe finder man hos Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår. Hun mener også, at dialogen og nysgerrigheden er helt afgørende, når man taler med sit teenagebarn. Det gælder helt generelt – og altså også, når snakken handler om corona-krisen.

- Selvfølgelig skal man sætte grænser, men i første omgang handler det om at prøve at forstå. Spørg dit barn: Hvad siger dine venner? Hvordan snakker I sammen om det? Vær nysgerrig, siger Ida Hilario Jønsson.

Ifølge hende må reglerne aldrig stå alene. For så preller de – i mange tilfælde – af på barnet.

- Forbud alene har højst sandsynligt ikke den samme gennemslagskraft, som hvis man også tager dialogen, siger hun og skynder sig at understrege:

- Børn er forskellige, det ved jeg godt. Men uanset hvad er det vigtigt, at man taler med sit barn om det her på en åben og nysgerrig måde, forklarer Ida Hilario Jønsson, der bakkes op af Lise Kramer Schmidt:

- Hvilke tanker du gør dig? Hvad er du bekymret for? Og hvad med din kammerater? Det er de spørgsmål, man skal stille sin teenager. Man skal være inddragende – ikke dikterende, siger hun.

- I det øjeblik vi dikterer, tænder vi for en masse konflikt

- Hvad med de retningslinjer, som alle – uden diskussion – bør holde sig til? Skal barnet ikke vide, at der findes nogen regler, som man bare skal følge?

- Jo, selvfølgelig. Men det handler om, hvordan der bliver talt om tingene. Hvis din teenager giver udtryk for, at han – eller hun – ikke mener, at der kan ske noget ved, at han mødes med et par venner en aften og hænger ud, skal man som forælder blive i det undersøgende spor og spørge, hvorfor han tror, at det er ufarligt, siger Lise Kramer Schmidt.

- Og så skal man tale til hans ansvarsfølelse – for eksempel ved at sige til ham, at det er muligt, det er ufarligt for ham, men at han risikerer at svigte mange andre, hvis han tager afsted.

- Kan der ikke være tilfælde, hvor man som forælder må træde i karakter og fortælle sit teenagebarn, at en regel er en regel, og at den regel ikke kan diskuteres?

- Jo. Problemet er bare, at det sjældent virker. Nogle børn vil selvfølgelig rette ind, men hvis man udelukkende dikterer, vil rigtig mange teenagehjerner tænke: Det skal jeg fandeme nok selv bestemme. I det øjeblik vi dikterer, tænder vi for en masse konflikt, siger Lise Kramer Schmidt.

Tal til ansvarsfølelsen - uden at være moraliserende

- Jeg er med på, at det at træde i karakter ofte er synonym med at bestemme. Men jeg mener, at man som forælder træder i karakter, når man netop taler om nuancerne. Man er nødt til at være rollemodel for sit barn ved at give det noget at læne sig op ad – og det gør man ved hele tiden at tale om tingene, siger Lise Kramer Schmidt og fortsætter:

- At træde i karakter handler om – tydeligt og ansvarligt – at tage stilling til, hvordan man som forælder og som menneske vil forholde sig til corona – og alt muligt andet i øvrigt. Men det handler også om, at man har modet til at give udtryk for sin egen tvivl. Det er det, der kan være med til at nuancere billedet og teenagerens eget syn på situationen.

- Man skal hele tiden tale til deres ansvarsfølelse, men det må helst ikke være den moraliserende forælderstemme, der taler. Så får det ofte den modsatte effekt, hvis der er tale om teenagere, tilføjer hun.

Skab et fælles udgangspunkt

Lise Kramer Schmidt opfordrer derudover til, at man følger hele corona-situationen tæt – sammen med børnene. For eksempel ved at se nyhedsudsendelser sammen og ved at dele sine tvivlsspørgsmål – uden at skabe frygt. Alt sammen med det formål at skabe et fælles udgangspunkt, som man kan snakke ud fra, forklarer hun.

- Børn og unge lærer, hvordan de skal forholde sig til verden, når de mærker, hvilket indtryk den gør på voksne. De læner sig op ad fællesskabets reaktioner, og i den her tid er det jo først og fremmest familiens – forældrenes – reaktioner. Derfor er det vigtigt, at de har nogen at spejle sig i, forklarer Lise Kramer Schmidt, der samtidig påpeger, at det også er den unges fællesskab med gruppen, der præger den enkeltes stillingtagen.

Man skal hele tiden tale til deres ansvarsfølelse, men det må helst ikke være den moraliserende forælderstemme, der taler. Så får det ofte den modsatte effekt, hvis der er tale om teenagere, siger Lise Kramer Schmidt. Pressefoto

Og det skal forældrene være lydhør overfor, mener hun. For det er vigtigt, at man snakker sammen med nogen, der tør dele deres tvivl og usikkerhed.

- Det må aldrig blive en skræmmekampagne, men det er vigtigt, at man som forælder også selv forholder sig åbent, fastslår hun.

- Man er nødt til at prøve forstå dem

Ida Hilario Jønsson, børnefaglig konsulent ved Børns Vilkår, er enig. Det handler hele tiden om at forsøge at forstå teenagernes verdensbillede og perspektiv på hele situationen. I den forbindelse nævner hun mediehistorierne om unge – deriblandt teenagere – der i løbet af den seneste uge har trodset de officielle råd og vejledninger.

- Man er nødt til at prøve forstå dem: Hvad er handlingerne et udtryk for? Hvad er det, der kan forklare den adfærd? De fleste af dem ved jo godt, at det, de gør, er forkert – og derfor er det interessante jo at finde ud af, hvorfor de gør det alligevel, siger Ida Hilario Jønsson, der appellerer til, at man som forælder til et teenagebarn hele tiden bør have in mente, hvad der egentlig er på spil, når man er teenager – udviklingsmæssigt, identitetsmæssigt og psykologisk. Ikke mindst i en situation som den, vi står i nu.

Hun vil nødig give konkrete råd, for som hun understreger endnu en gang: Børn er forskellige.

- Men, siger hun:

- De er teenagere, og deres udvikling og identitet er i høj grad afhængig af de sociale relationer, som også kan være med til, at de får en pause fra hjemmet. Så det er en vigtig del af deres udvikling, der lige nu sættes på prøve.

En pointe, man også finder hos Lise Kramer Schmidt.

- I den alder orienterer man sig ofte mod en anden flok end familien – og derfor længes man selvfølgelig efter kontakt med vennerne.