Debat

Tesfayes forslag løser ikke det egentlige problem

- Tesfayes forslag kan måske dæmpe symptomerne. Men det løser ikke årsagen, skriver skribenten.
- Tesfayes forslag kan måske dæmpe symptomerne. Men det løser ikke årsagen, skriver skribenten. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Opdateret 28. november 2025 kl. 10:27

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Mathias Tesfaye vil give lærere lov til at gribe fysisk ind, når børn udviser voldsom adfærd. Det er forståeligt. For lærere står i dag med opgaver, der rækker langt ud over undervisning. Men vi må ikke lade dette forslag blive en sovepude for det ansvar, der hører hjemme i hjemmet og i systemet omkring skolen.

Jeg har arbejdet med børn, skole og ledelse i mere end tre årtier. Jeg har set lærere stå alene med børn i alvorlig mistrivsel. Jeg har set pædagoger bruge deres timer på følelsesregulering og konfliktløsning. Og jeg har set skolen glide fra sit kerneopdrag, at danne og uddanne, til at blive et reparationsværksted for samfundets svigt.

Det er ikke læreren, der skal stå alene med ansvaret, når et barn har svært ved at være en del af fællesskabet. Skolens kerneopgave er ikke at behandle eller kompensere, men at danne og uddanne. Når vi overlader skolen til at kompensere for manglende opdragelse, struktur og lederskab i hjemmet, svigter vi både børnene og lærerne.

Tesfayes forslag kan være en nødvendighed i akutte situationer. Men det må ikke blive en erstatning for den samtale, vi mangler: Om forældres ansvar, om opdragelsens betydning og om det fællesskab, vi alle skal tage del i.

Robusthed

Robusthed dannes ikke i et fysisk indgreb. Den dannes i hverdagen. I gentagelsen. I de voksne, der tør sige nej, sætte rammer og stå fast, også når det er svært. Når vi fjerner modstand, fjerner vi også muligheden for, at børn kan udvikle styrke.

Vi skal ikke kun give læreren lov. Vi skal give forældrene ansvar. Og vi skal give børnene voksne, der tør lede både hjemme og i skolen.

I dag hylder vi barnets stemme. Det er godt. Men når barnets perspektiv bliver styrende, og de voksnes lederskab reduceres til forhandling, mister vi balancen. Børn har brug for voksne, der tør stå fast. Forståelse uden forventning er medfølelse uden retning.

Når diagnoser bliver den primære forklaring på mistrivsel, risikerer vi at overse det fælles. Et barn, der skriger i samling, gør det måske ikke fordi det har autisme, men fordi det aldrig har oplevet situationer, hvor det ikke kunne forhandle sig ud. Et andet slår, ikke fordi det har ADHD, men fordi det aldrig har lært, hvordan frustration føles, når den ikke hurtigt forløses. Diagnoser kan forklare. Men de må aldrig erstatte vores ansvar for fællesskabet.

Hvis vi vil børnene noget godt, må vi genoprette balancen. Skolen skal have lov til at vende tilbage til sit kerneopdrag: at danne og uddanne. Forældrene skal tage deres del af ansvaret. Og samfundet skal sikre, at lærere og pædagoger ikke står alene med opgaver, der rækker langt ud over deres kerneopgave.

Tesfayes forslag kan måske dæmpe symptomerne. Men det løser ikke årsagen. For den ligger et helt andet sted: i hjemmet, i opdragelsen og i det fællesskab, vi som samfund har et ansvar for at styrke.

Hvis vi vil børnene noget godt, skal vi turde tage den samtale. Ikke kun om greb i akutte situationer, men om opdragelse, ansvar og fællesskab. For uden voksne, der tør lede, står børnene alene. Og det er det egentlige problem.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden