Thor var træt af at være arbejdsløs - så åbnede han en brætspilscafé: Kan 500 spilleregler i hovedet
Mød den 31-årige brætspilsnørd i videoen her
Opdateret 16. maj 2022 kl. 13:56
AALBORG: Jeg har et spørgsmål til dig.
Hvad er det første, der popper op i dit hoved, når jeg siger brætspil?
Måske en firkantet plade med terninger og brikker. Ludo? Matador?
For én, der har brugt de seneste 10 år af sit liv på at lære det ene spil efter det andet, er brætspil meget mere end en simpel plade.
Men hvad er det, der gør, at man dag efter dag fordyber sig i forskellige spil i timevis. Og hvad mener én, der kan 500 spilleregler i hovedet om standard spil, såsom Ludo, som vi alle kender?
Mød Thor Rasmussen og find svaret på det og meget mere i videoen.
Dice 'n Drinks
Thor Rasmussen. 31 år. Efter at have set videoen er man ikke i tvivl. Han er det, man kalder en brætspilsnørd.
Tænk at kunne pege på hvilket som helst af de 500 spil, han har i sin café, og så kan han forklare reglerne uden tøven. Han må have en klæbehjerne, tænker du nok? Og til det svarer han kort og godt: Ja. Men ifølge ham selv er klæbehjernen ikke, hvad den har været.
Efter to børn og en brætspilscafé er kommet til verden, er hjernecellerne til tider på overarbejde, og det kan svække hukommelsen.
Brætspilscaféen kom til i 2015. Måske kender du den. Den hedder Dice 'n Drinks og har adresse i Sankelsmarksgade i Aalborg.
- Jeg var træt af at være arbejdsløs, siger Thor Rasmussen, da han fortæller om ideen til at starte caféen.
Det var en idé, han havde haft i nogle år, så nu skulle det være. Sammen med en kammerat researchede han, indkøbte og satte sig ind i hundreder af spil. Og så var caféen klar til at åbne.
Hurtigt fandt han ud af, at han langt fra stod alene med interessen for brætspil. Siden første åbningsdag har caféen nemlig været velbesøgt, især af unge nordjyder.
Og i alle år har Thor forsøgt at fastholde én regel: Man skal mindst have prøvet ét nyt spil, inden man går derfra. Han har nemlig en teori om, at der er et spil for alle, og han sætter en ære i at finde det helt rigtige spil til den rigtige type.
Noget af det, der interesserer ham meget, er at dele ud af sin store viden om spil.
- Kommentaren "Jeg spiller ikke spil" er mere et udtryk for uvidenhed. Jeg vil påstå, at jeg kan finde et spil til alle, som giver mening og er interessant for dem. Hvis bare der er en interesse i at spille, så skal det nok lykkes, siger Thor.
Hvilket spil skal du vælge?
Er du til det enkle eller komplekse, korte eller lange. Find ud af hvilket spil, der passer til dig. Thor anbefaler:
1. Familien på fem, som ikke vil noget, der er for kompliceret, og hvor alle aldersgrupper kan være med.
Her vil jeg anbefale Dixit. Det er et let og hurtigt fortællespil, hvor man skal associere billeder med en historie... men uden at være for åbenlys, så er der minuspoint.
Loveletter kunne også være et bud. Her skal man konkurrere om prinsessens hånd ved at trække et kort og spille et kort hver eneste tur. Hurtigt lært, og kan give mange timers underholdning
2. Det unge vennepar, der godt kan lide at quizze.
Terra. Et spil, der ligger et par niveauer over de fleste quizspil i min bog, da alle spørgsmål har tre svarmuligheder, og man kan “hægte sig på” modstanderens svar. Men man skal passe på ikke at satse for meget, da man så har færre svarmuligheder i næste runde... i hvert fald hvis der svares forkert.
3. Bedsteforældre og børnebørn, der søger noget, der kan fange begge generationer.
Der er intet i vejen med kortspil. Jeg brugte meget af min barndom med at spille svensk whist hjemme ved farmor og farfar. Men hvis vi skal være mere moderne, ville jeg her, afhængig af børnenes alder, kigge mordgåder. Undo-spillene hvor man skal stykke en historie sammen og manipulere begivenhederne med en mild, næsten usynlig hånd. Let tilgængeligt, hurtigt lært og kan give en del diskussioner.
Hvis vi snakker et lidt yngre børnebørn, ville jeg nok kigge på et spil som Labyrint, hvor man skal lave ruter hen til magiske væsener og først nå sine egne unikke før modstanderen gør det samme.
4. Ægteparret, der søger noget udfordrende.
Til et ægtepar er Fog of Love et sødt bud. Her skal man på date med sin medspiller og sikre, at man får et godt liv, en chance for at genoplive en (anden) romance.
Star Wars Rebellion er et af de allerbedste to-personersspil, men det kræver også en hel aften at skjule rebellerne, mens de prøver at besejre imperiet fra skyggen. Hvis man ikke har den tid, kunne 7 Wonders Duel være et bud. Her skal man bygge sin respektive bystat op, men ressourcerne er knappe, og det gælder om at slå kløerne i de rigtige på det rigtige tidspunkt.
5. Den enlige spiller, det kunne være hvem som helst, der ikke havde held med at samle vennerne til spilaften.
Her er vi ude i solospil. Et af mine go-to er Terraforming Mars, hvor man skal gøre Mars beboelig på kortest mulig tid med tekniske opfindelser. Hurtigt lært med masser af replayability.
Skal det være spil til det næste år, kan Gloomhaven anbefales. Et Dungeon Crawl-spil hvor spillet er gamemasteren, man skal vinde over med varierende huler, man skal udforske, og karakterer der oplever nye mysterier fra gang til gang
6. Kæresteparret, der begge er dårlige tabere og altid kommer op at skændes af den grund.
Lad være med at spille spil! Nej, det skal nok kunne gå, men de er vel også glade for at være dårlige tabere og vindere, ellers var de ikke sammen. Hvis vi skal minimere det, kunne Pandemic og Magic Maze dog være et par bud. Her skal man samarbejde om at vinde spillene.
I Pandemic skal verden kureres fra fire sygdomme. I Magic Maze skal man stjæle våben fra et storcenter om natten. Der er desværre lydfølsomme alarmer, så heltene må ikke snakke sammen i løbet af “heistet”.
I øvrigt kan Pandemic og Magic Maze anbefales til alle grupperne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.