Tidligere DF'er: Helt uudholdeligt
Lise Bech er ikke længere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti. Sammen med fire andre har hun meldt sig ud af partiet for at være løsgængere. Men det handler ikke om politik
Opdateret 23. februar 2022 kl. 09:26
- Jeg tror virkelig, det først er nu, det rigtigt starter.
Sådan sagde folketingsmedlem Lise Bech til Nordjyske om Dansk Folkepartis fremtid efter formandsvalget for en måned siden.
Nu bliver der skrevet endnu et kapitel i sagaen om partiets udfordringer. Sammen med Liselott Blixt og Karina Adsbøl meldte de to nordjyske folketingsmedlemmer Bent Bøgsted og Lise Bech sig mandag ud af Dansk Folkeparti. Tirsdag formiddag fulgte Hans Kristian Skibby efter. På under et døgn gik Dansk Folkeparti altså fra 16 til 11 mandater.
For Lise Bech skal årsagen til hendes udmeldelse ikke findes i partiets politik. Den er, som den altid har været, mener hun.
- Jeg forlader partiet, fordi partiet ikke er det samme længere. Der har været en plan for at få Kristian Thulesen Dahl skubbet ud. Og Morten Messerschmidt har også en retssag, der hænger over hovedet. Der er så mange ting, der har skubbet mig i den her retning. Men at der så også kører sådan et spil på kontorgangene, er simpelthen helt uudholdeligt.
Hvad er det for et spil?
- Der er nogen, der render og holder øje med, hvem vi taler med, hvem der har dørene lukket og hvem der mon er derinde. Man tror, man har haft en fortrolig samtale, og så er det i medierne dagen efter. Så sidder man nu på gruppemøder og beskylder folk for at have lækket til medierne. Og hvis der er noget, vi gamle er, så er det loyale overfor partiet. Det går simpelthen min ære for nær, at der er nogen, der beskylder mig for sådan noget.
Ifølge Lise Bech er det praktikanter og medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom, der "render og holder øje" med folk. Netop DFU har bakket Morten Messerschmidt op i formandskampen, og formanden har tidligere udtalt, at han vil lave et talentprogram i partiet.
Den nyslåede løsgænger mener desuden, at arbejdsforholdet i partiet på Christiansborg er blevet ubehageligt.
- Sådan som vores ansatte bliver behandlet, og også nogle af folketingspolitikerne, er ubehageligt. Folk skal ikke græde eller have ondt i maven, når de går på arbejde. Der skal være et ordentligt arbejdsmiljø.
Lise Bech fortæller, at hun selv har fået skældud af tidligere formand Pia Kjærsgaard.
- Ja, jeg har fået skældud af Pia Kjærsgaard. Men altså, det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det gider jeg bare ikke finde mig i. Så hun fik bare noget tilbage.
Nu får de ro
Det er blot en måned siden, Morten Messerschmidt blev valgt som formand med stor opbakning fra de delegerede ved det ekstraordinære årsmøde. Men Lise Bech mener ikke, at det er illoyalt overfor baglandet, at hun nu sammen med de fire andre melder sig ud på grund af den nye formand og den stemning, der hersker i partiet.
- Jeg vil jo arbejde videre med det, jeg hele tiden har arbejdet med. Vi fik for nylig en mail fra nogle af de her lokalformænd, hvor vi fik besked på, at nu skulle vi tie stille og nu skulle der være ro. Nu har jeg meldt mig ud, og så får de ro. Så ender det jo med, at Morten har de tilbage, der klapper ham på ryggen og synes, han er fantastisk.
- Men der sker det, som jeg allerede frygtede til formandsvalget. At det bliver en enevældig konge og så står lakajerne derude på sidelinjen og retter ind. Jeg skal ikke bare være sådan en marionetdukke. Det er ikke derfor, jeg er gået ind i politik.
Ærgrelse i baglandet
Lise Bech var opstillet i Thisted og Mors, og her er der ærgrelse at spore efter hendes udmeldelse.
- Jeg har talt med lokalformand i Thisted Nina Røntved Krog, og hun er meget ked af det. Men hun kan sådan set godt forstå det. Desværre er der rigtigt mange i baglandet, der ikke kan forstå det, for de kender ikke Morten Messerschmidt. De forstår ikke, hvordan det fungerer med ham ved roret.
Da Nordjyske snakkede med Lise Bech, havde hun endnu ikke snakket med Meiner Nørgaard, der er lokalformand på Mors. Men til Nordjyske giver han udtryk for overraskelse og ærgrer sig over situationen.
- Nu er vi uden nordjysk DF-repræsentation på Christiansborg. Det er en skidt situation.
Flere i partiet, blandt andet Meiner Nørgaard, kræver, at de fem løsgængere giver deres mandater videre til suppleanter. Men beskeden fra Lise Bech er klar.
- Så skal Kim Edberg fra Nye Borgerlige ind. Det tror jeg ikke, de synes er særligt smart. Men det kommer heller ikke til at ske, for vi vil stadig føre den samme politik, som vi er valgt på. Uden at have partibogstav.
Nyt partibogstav?
Apropos partibogstav.Ekstra Bladet har afsløret, at Martin Henriksen har ansøgt om nyt partinavn til et folketingsvalg.
- Ja, det hørte jeg, da jeg var igennem på 24Syv lige før. Men de vidste ikke, hvad partiet skal hedde.
Er det noget, du skal være en del af?
- Umiddelbart nej. Men jeg ved det jo ikke. Jeg ved slet ikke, hvad det handler om.
Så det er slet ikke noget, du har snakket med Martin Henriksen om?
- Nej, det er det ikke.
Men du kan ikke udelukke, at du kommer til at melde dig ind i partiet?
- Jamen, det afhænger jo af, hvad det vil dække over og hvad det er for en politik. Det er ikke noget, man bare lige gør. Det er så nyt det her. Så jeg skal selv lige vænne mig til, at jeg er løsgænger nu.
Er det her din sidste omgang i Folketinget?
- Det afhænger helt af, om der er noget, der åbner sig inden næste valg. Men ellers kan jeg sagtens leve med at sige, at så var det det. Og så måske prøve at være lidt for min familie. Nu har jeg fået to børnebørn, hvor den ældste er to år nu. Så det kunne da godt være, at de også ville synes, at det var dejligt, at jeg kunne være lidt hjemme.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.