Til glæde for krænkere

At Socialdemokratiet er kastet ud i (endnu) en sag om grove seksuelle krænkelser er ikke ligefrem nogen hemmelighed.

Tværtimod eksploderede sagen i medierne for en halv snes år siden.

Velkommen på forsiden, som man siger.

At sagen siden er blevet handlet af - eller mere præcist: dysset ned - i en overordentligt uhellig alliance mellem Socialdemokratiet og HK er først kommet frem de seneste dage.

I sin tid har alle parter, også den krænkede, nemlig indgået en såkaldt tavshedsklausul.

Den forhindrer alle involverede i nogensinde at fortælle noget som helst til nogen som helst. Heller ikke den krænkede - der i dette tilfælde endte med at blive sygemeldt med stress - må fortælle noget til eksempelvis venner og familie.

Tavshedsklausul virker ærligt talt som en nærmest skræmmende gammeldags måde at forsøge at håndtere et problem på.

Tidligere generationer kan med skiftende variationer af bævende stemmeføring fortælle om problemer, der blev fejet væk med ordene: ”Og så taler vi ikke mere om dét”...

Tilbage efter den konkrete krænkelsessag står en ret klar fornemmelse af, at den slags tavshedsklausuler kun er til gavn for krænkeren og det system, som står bag vedkommende - for systemet får ro og tager sig godt ud udadtil, og krænkeren kan fortsætte, som om intet er hændt, hvem ved, måske krænke andre?

I dette tilfælde - som i sikkert mange andre tilfælde - er den krænkede tydeligvis aldrig rigtigt for alvor kommet videre med sit liv.

En væsentligt mere ansvarsfuld organisation havde i sin tid taget helt anderledes håndfast om sagen og havde ladet det få konsekvenser for krænkeren.

I et klynkende ynkeligt forsøg på selvforsvar har vedkommende forklaret, at han var meget beruset og ikke kunne huske noget om de beskrevne, krænkende hændelser.

Men hvis den pågældende person ikke kan styre sit eget liv uden umåsdeholden indtagelse af alkohol med fare for sorte huller i hukommelsen - lige nøjagtigt hvad taler så for, at vedkommende skal være med til at styre landet som boligminister og gruppeformand for partiet?

Intet i hele verden er nemmere end i svulmende skåltaler og med fugt i øjenkrogene at kalde sig selv ”den lille mands forsvarer” (i dette tilfælde den lille kvindes forsvarer), men hvis ord ikke bliver fulgt op af konkret, håndfast handling, er det netop bare tomme ord. Og den direkte vej ind i politikerledens land.