Til sommer kan du rejse mere frit - se hvad nordjyderne helst vil

Udenrigsministeriet har givet grønt lys til sommerferie i udlandet, men hvad siger nordjyderne?

Arkivfoto

Arkivfoto

NORDJYLLAND:Man kunne sagtens foranlediges til at tro, at nordjyderne ville have travlt med at finde passet frem fra skuffen, smide bikini og badebukser i en kuffert og drøne hurtigst muligt mod syd, sol og sommerdrinks efter over et år med coronanedlukninger og -restriktioner.

Men sådan ser det ikke umiddelbart ud til at blive denne sommer.

Faktisk ser det kun ud til, at cirka 12 procent af nordjyderne har planer om at holde sommerferie uden for Danmarks grænser. Også selv om Udenrigsministeriet fredag eftermiddag har opdateret sine rejseanbefalinger og åbnet for nemmere udrejse til flere forskellige destinationer i Europa.

Det fremgår af svarene fra en ny undersøgelse i Panel Nordjylland, som 1509 repræsentativt udvalgte nordjyder har deltaget i.

Unge fravælger udlandsrejser

Sidste år holdt over halvdelen af alle udspurgte sommerferie i Nordjylland, mens kun ni procent nåede en tur ud i Europa. Og de tal ser ud til at gentage sig i år.

40 procent af deltagerne i undersøgelsen svarer, at de holder sommerferie i Nordjylland. 38 procent skal holde ferie et andet sted i Danmark - og kun 12 procent regner med en tur ud i Europa.

Bemærkelsesværdigt i den sammenhæng er det, at det ikke er de unge, der har mest travlt med at komme til udlandet. Faktisk er det kun 10 procent af de 18-29-årige og fem procent af de 30-39-årige, der satser på at krydse grænsen denne sommer.

Til gengæld svarer 19 procent af de 40-49-årige og 14 procent af de 50-59-årige, at de skal udenlands, når det bliver muligt.

Af svarene fremgår det, at nordjyderne fravælger flyturen til fordel for besøg hos venner og familie eller en ferie med danske naturoplevelser.

Frygter nye corona-nedlukninger

At rejselysten ikke er større, er en tendens, der ikke kun gør sig gældende i Nordjylland, men også i resten af Danmark. Det fortæller privatøkonom ved Danske Bank, Louise Aggerstrøm Hansen.

- Vi ser det her over hele landet. Især børnefamilier er tilbageholdende med at satse på udlandsrejser lige nu af frygt for, at corona skal ødelægge deres planer igen. Så vil de hellere booke et sommerhus i Danmark og være sikre på at have et sted at holde ferie med deres børn, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Dette forår er der solgt 65 procent færre rejser hen over sommeren end normalt, men ifølge privatøkonomen kan det tal sagtens nå at rette sig, selv om kun en brøkdel af befolkningen har planer om at se verden.

- Mit bud er, at mange vil sige, at de ikke har planer om at rejse, men at de temmelig sikkert vil gøre det alligevel, hvis muligheden byder sig. Men folk skal også lige finde ud af, hvordan forholdene er rundt om verden. Der er ikke noget mere ødelæggende for rejselysten end udsigten til at skulle være i karantæne på en ferie, så man ikke kan komme i vandet eller på restaurant og spise, eller hvad der nu ellers er folks forventninger til en ferie, siger hun.

Spørger man Danske Banks privatøkonom, skal man tidligst frem til sommeren 2022, før der igen vil være nogenlunde gang i danskernes rejseplaner igen.

- Vi skal nok lige have en vinter uden en ny bølge af corona, før vi begynder at føle os nogenlunde sikre på, at sygdommen ikke sætter en stopper for at rejse. Typisk bestiller vi også vores rejser cirka et halvt år før afgang, så i januar og februar skal folk gerne have en god fornemmelse i maven, før de køber flybilletter, siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Panel Nordjylland: Vi spørger nordjyderne om alt mellem himmel og jord

Panel Nordjylland består af over 2000 repræsentativt udvalgte nordjyder over 18 år.

Panelet er oprettet af Det Nordjyske Mediehus, og vi bruger det til at lave analyser af alle mulige emner.

Panelet bestyres af Jysk Analyse, som sikrer, at tallene er i orden, og er garant for panel-deltagernes anonymitet.

Undersøgelsen er foretaget 6. til 12. maj, og 1509 medlemmer af Panel Nordjylland har svaret på spørgsmålene.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.