Nemlig at starte en farlig flirt med højrepopulismen og forsøge at vinde stemmer ved at "holde udlændingegryden i kog". Han bliver derfor usmageligt skinger i tonen som en mildere udgave af den katastrofale formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, der kaster omkring sig med billeder af kriminelle udlændinge for åben skærm og fra Folketingets talerstol og nu kommer med et dybt stigmatiserende og fremmedfjendsk ultimativt krav om, at hans støtte til en blå regering skal være betinget af, "at der bliver færre muslimer i Danmark". Altså at vi i kongeriget indfører en form for remigration.

Føj, hvor er det ufint, og hvor er det langt fra det Danmark, jeg elsker. Det Danmark, som den sidste socialdemokrat kaldte på i sin sidste tale, inden han forlod denne verden, da Svend Auken på Rådhuspladsen i København tog tamilerne i forsvar og trods sin svækkede fysik i kampen mod kræft alligevel insisterede på at kæmpe mod samfundets kræftsvulst, fremmedhadet, og med inderlighed tryglede den danske befolkning om ikke at glemme deres humanitet og barmhjertighed og råbte mod himlen, "Giv os vores venlige, omsorgsfulde og åbne Danmark tilbage".

Troels Lund fortjener et gok i nødden med håndtasken af den tidligere radikale leder Marianne Jelved, der i 2006 skabte en voldsom debat, da hun i Berlingske kaldte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen for "en farlig mand", der ved at "holde udlændingegryden i kog" efter hendes mening var en dyb, dyb ulykke for Danmark.

Kom tilbage og sving håndtasken, Marianne.

Højrepopulisme

Over for den nuværende højrepopulistiske og fremmedfjendske stemning i dansk politik og den lede tone i udlændingedebatten hører vi desværre kun ganske få spæde pip fra dem, der ligesom Svend Auken burde hæve stemmen og sige fra. 

Moderaterne har svigtet deres løfter om at skabe en mere moderat tone i udlændingedebatten, for Lars Løkke Rasmussen har taget Stoklunds og Vads skingre udtalelser med ophøjet sindsro, hvor der var behov for indignation. 

Den rutinerede ræv ved udmærket, at stikker man tuden for langt frem i sin kritik af højrepopulismen og taler med klogskab, fornuft og moralsk anstændighed for at forsvare det overordnede flertal af danske muslimer, som ikke er kriminelle eller udvisningsdømte, så mister man stemmer.

Desværre putter de fleste danske politikere sig og undlader at råbe højt over for Troels Lund og Morten Messerschmidts rabiate tendenser i udlændingedebatten, for de fleste vil hellere miste deres sjæl end miste stemmer. 

Der er grusom mangel på politikere, som hellere vil miste stemmer end miste deres sjæl. Politikere som Marianne Jelved, en kvinde med stamina og stædighed, der med sin stille styrke slog hårdt, når det gjaldt om at sige fra over for fremmedhad og stigmatisering. 

Hun var ikke bange for at stikke tuden frem og tage de hak, man får, når man insisterer på ordentlighed, moralsk anstændighed og besindelse i udlændingedebatten. For dem, der ikke kan lide fremmede, især muslimer, lytter ikke til fornuft. 

Vil man vinde deres stemme, skal man tale til deres indre svinehund, for det er den, de lytter til. Og det har politikerne gjort i årevis.

Danset efter DF

De har danset efter Dansk Folkepartis tromme, så vi med vores stigmatisering og manglende tillid, humanisme og empati har skabt parallelsamfund og ghettoområder og splittelse i landet, også selv om den tidligere formand Pia Kjærsgaard har gjort det til sit livsværk at påstå det modsatte.

De to meget bestemte damer skød med skarpt mod hinanden, da de begge var aktive i dansk politik. Da Radikale Venstre i 2005 fyldte 100 år, og Dansk Folkeparti fyldte 10 år, sendte de hver især en venlig hilsen til hinanden. 

Fra Pia Kjærsgaard lød det, "Der findes én befolkningsgruppe, som fortsat slet ikke har fattet noget som helst. Som cykler videre på Christianiacyklen, som man plejer. Som lever i en ulidelig let drømmeverden, som de plejer. Som hader alle andre end dem med de rigtige meninger, som de plejer".

Hvortil Marianne Jelved svarede, "Jeg synes, at vi skal anerkende, at Pia Kjærsgaard har fattet, at der er nogen, der ikke løber efter en stemning, at der er nogen, der holder fast i sine principper. Det har Pia Kjærsgaard fattet".

Jeg er overbevist om, at den nu 82-årige Marianne Jelved er stolt over den nuværende radikale leder Martin Lidegaard, der beviser, at partiet ikke løber efter en stemning og ikke svigter sine principper. 

Partiet er det eneste, der råber klart og tydeligt op og tordner imod den sump, vi bevæger os ned i. Jeg tør vædde en hamster på, at hun stod og svingede med håndtasken i begejstring, da Martin Lidegaard holdt sit pressemøde og udtalte: "Jeg tager Dannebrog tilbage. Det er ikke det yderste højre, der skal definere vores Danmark med Morten Messerschmidts snak om remigration. Vi siger højt og tydeligt fra over for remigrationsbevægelsen".

Martin Lidegaard er en gavnlig mand for Danmark. Han er en gave til Danmark og holder den moralsk anstændige, humanistiske og tolerante gryde i kog. Og det endda uden håndtaske.