Åh, hvor jeg elskede at gå ned ad den smalle trætrappe oppe fra min loftlejlighed med fritlagte bjælker i Rue de l’Hirondelle i det sjette arrondissement. I kælderen havde den franske digter Baudelaire haft en lille skummel bodega, hvor de drak absint, og når jeg så kom ud på gaden og drejede til højre, gik jeg hver dag forbi den lille metalplade på muren: "Her malede Picasso sit Guernica".

Mine første 18 år i Frankrig havde jeg boet i Sydfrankrig, og også her havde jeg nydt at gå i Picassos fodspor i den lille by på klippetoppen, hvor kunstneren tilbragte de sidste år af sit liv, nemlig byen Mougins, hvor kunstneren havde sit atelier, og hvor alt ånder idyl, skønhed, sublimering, kunst og sydlandsk stemning.

Og tænk sig, selvom jeg nu er strandet i lille Aalborg, kan jeg takket være vores vidunderlige hvide museum, Kunsten, gå gennem Almen Kirkegård og nærmest direkte ind i nogle af Picassos værker.

Jo, for i maj kommer Picasso til Aalborg med udstillingen "Late Picasso". "Quel bonheur". Ganske vist var han spansk, men ligesom jeg selv var han rejst til Frankrig som 19-årig, og her tabte han sit hjerte og blev genfødt som fransk.

Ivrig kunstner

Den spanske, fyrige, lidenskabelige, famøse og infamøse kunstner havde i 1937 fået tilbudt en plads med et værk på Verdensudstillingen i Paris, men ingen anede, at Picasso ville skabe et værk, som rækker langt ud over det æstetiske i kunsten. 

For den samfundsengagerede maler skabte noget, der i al evighed står som et gabende skrig mod krigens rædsler, mod fascismens nedslagtning af civilbefolkninger, et historisk eftermæle til eftertanke for fremtidige generationer og som sørgeligt nok stadig er aktuelt.

Kunstneren var blot 19 år gammel, da han i den franske socialistiske avis "L’Humanité" læste om den spanske by Guernica, som af fascismens tropper, Mussolini og Franco, var blevet bombarderet til murbrokker og støv, med 2000 civile døde og billeder af en by i flammer.

Kunstneren malede sit værk med indignation og i nærmest febervild vrede, afmagt, foragt, sorg, smerte og medfølelse med ofrene og had til fascismens brutalitet mod folket.

Det gigantiske lærred, der skulle afspejle dimensionen af grusomheden, 8 meter langt og 3,5 meter bredt, blev leveret af en ung mand, der i diverse franske aviser dengang berettede, hvordan Picasso knap nok kunne vente, til lærredet blev spændt ud, før han påbegyndte sit værk og klatrede op på stigen, inden det sidste hjørne af lærredet var sat fast.

Ivrig efter at lade kunsten tale sit tydelige sprog, febervild efter at lade penslen udtrykke sin foragt, opsat på at udstille og afklæde fascismen og krigen og ødelæggelsen nøgen, rædselsfuld og forkastelig.

Kunst kanaliserer følelser

Desværre har vi intet lært af historien, og det pragtfulde værk, som oprindeligt var et symbol på den spanske borgerkrig, på Hitler, Mussolini og Francos fascisme og nazisme, kunne lige så vel være et symbol på alle de efterfølgende krige og rædsler, fra Anden Verdenskrig til nutidens regionale krige, hvor civile på nøjagtig samme måde betaler den højeste pris for krigsliderlige magtherrers vanvid.

Hvor mange kvinder gennem tiden symboliserer Picassos to grædende kvinder ikke i "Guernica". To kvinder med ansigter deformeret af sorg og smerte og afmagt, ansigter der skriger af smerte og begræder en far, en søn, en datter, en søster eller bror og som udmærket godt ved, at krigsherrerne aldrig hører deres skrig eller ser dem som mennesker og ofre. Håbløst og trist.

Det er da også denne håbløshed og tristhed, Picasso udtrykker ved at male sit værk i toner af grå, toner af tristhed. Og det er det, kunsten kan. Den kan kanalisere de følelser, som ellers blot ville forstumme eller sidde fast i halsrøret. 

Den kan i særdeleshed virke som det ovennævnte "krigsvåben og værn mod fjenden", ikke ved at vinde krige eller fjerne krigsherrer, men ved at løfte de civile ofre ud af anonymiteten og ved at udstille krigens rædsler og sublimere sorgen og smerten og på den måde give ofrene et eftermæle og en eksistens.

Sikken en mand, sikken en kunstner, sikken et talent.

Og dén mand kommer til Aalborg i maj med hans senere værker i et blidere udtryk, nærmest stik modsat det dramatiske "Guernica", med for eksempel det smukke, milde, poetiske maleri af en "Kvinde med fugl", "La Femme à l’Oiseau", en hyldest til det vibrerende liv og samhørigheden mellem menneske og natur.

I den franske by Mougins ser man mange steder restauranter med fuglebure og fugle, der pipper i takt til din smasken, når du nyder en fransk omelet med urter og revet trøffel, for kunstneren havde adskillige fugle, der fløj frit rundt i sit atelier i den franske kunstnerby, et symbol på naturen og på den franske "Liberté".

Ihh, hvor jeg glæder mig til maj, og hvor er det vidunderligt, at Aalborg trods vanvittige nedskæringer på kulturstøtten viser, at vi stadig kan.