Og det gør ondt. Det skærer i hans eget kød, for historisk set har han været indbegrebet af den sag, han stod for og de mennesker, han kæmpede for og han har levet i dén tro, at oprigtighed, engagement, ærlighed, empati, ordenlighed, intellektuel ærlighed, og det at være tro mod sine idealer har været "nok", og at han ikke ville blive vraget, fordi han ikke var smart nok og strømlinet nok og veltalende nok eller veluddannet nok.

Tja, i realiteten, fordi han lignede for meget, de mennesker, man jo oprindeligt havde eksisteret for: "Hvem havde troet, at jeg skulle blive den sidste arbejder i Arbejderpartiet?".

Ja, hvor har han dog ramt plet, Adam Price, når han i sit tv-drama, Borgen, beskriver det politiske teater og drama, der opstår i jagten på den politiske magt og det inderlige febervilde, sanseløst sindssyge begær efter indflydelse og stemmer fra vælgerne, som får politikerne til at smide ædle begreber, idealisme og standhaftige standpunkter over bord, for magtens sødme er ligeså tiltrækkende på dem som en forførende erotisk æggende kvinde. Nogle ville gøre hvad som helst for et erobre en kvinde eller erobre den politiske magt.

Savner ægte politikere

Det ser vi tydeligt ved det nylige kommunalvalg, hvor politiske løfter forsvinder på lige så kort tid, som det tager for en sæbeboble at briste, og hvor politiske skæbner vakler og vælter på et splitsekund eller en ny politisk karriere opstår, inden du kan nå at knipse med fingrene. 

Selvfølgeligt skal man samarbejde i lokalpolitik og skabe harmoni i et byråd, selvfølgeligt skal man favne bredt, og selvfølgeligt skal man indgå kompromisser og være fleksibel og bøjelig.

Nuvel, men er jeg den eneste, der simpelthen afsindigt savner bare en lille smule gammeldags idealisme, ægthed, sjæl, intellektuel ærlighed og dybde. Mennesker ligesom den gæve Bjørn Marrot, der bliver væltet af pinden som formand for Arbejderpartiet af de moderne tider i Borgen. 

Kanske han fremstår lidt gammeldags, men han er ægte, han ændrer ikke mening som vinden blæser, han står fast på sine principper, idealer og værdier uden omtanke for sit eget ego eller image, for det er jo mennesker, han kæmper for, og hvis liv han ønsker at forbedre og gøre så værdigt som muligt.

Det er eddermanme svært at få øje på en politiker af dén kaliber i disse tider?!

Rygrad som en regnorm

Nu fører man politik og vinder stemmer ved at smide omkring sig med smarte sætninger, som man har lært af kommunikationseksperter, tage nøje iscenesatte billeder af sig selv med en borgere "fra den virkelige verden", som man sætter på sin digitale medieplatform med en gribende fortælling om, Britta, Børge, Bente eller Benny, hvis dagligdags udfordringer, man vil kæmpe for, hvis man bliver valgt og så stemmer Britta, Børge, Bente eller Benny på de pågældende politikere i håb om, at miraklerne stadig kan ske og at et par enkelte af valgløfterne bliver overholdt og udført i livet.

Men satme om så ikke, så snart stemmerne er talt op, og der skal kæmpes om at komme til risengrødfadet, så glemmer de her politikere alt om valgløfter og faste standpunkter, og så springer de rundt i vildskab som lopper på en hundepels fra det ene parti til det andet og fra det ene standpunkt til det andet, så Britta, Børge, Bente og Benny bliver helt svimmel af at forsøge at finde hoved og hale i det hele, og så klør de sig lidt i nakken og går tilbage til deres dagligdag.

Socialdemokratiet er ikke det eneste politiske parti, der har solgt sin sjæl, og hvis ideologiske ryggrad er blevet slap som en regnorm. Socialdemokratiet er det parti, der har svigtet sig selv, sin sjæl og sine vælgere mest. Et parti der gennem årtier har mistet hjerteblod som en rose, der langsomt falmer og mister sine blade, ét for ét, der er tale om et historisk svigt.

Akademikerparti

Jeg tænkte på den plakat, der hang i mit barndomshjem, en smuk pasteltegning i streger af et 1. maj-møde med teksten: "Skal arbejderklassen nu svigtes af arbejderklassens børn?", da jeg forleden så Debatten med Clement, hvor EU suppleant for Socialdemokratiet, Magnus Barsøe diskuterede med formand for Socialpædagogforeningen, Agnes Gunvor Løth, som stærkt kritiserede Socialdemokratiets forsøg på at bortforklare deres valgnederlag og pure afvise argumentet om, at Socialdemokratiet er blevet et akademikerparti mere end et arbejderparti.

"Ingenlunde" svarede Barsø og fortsatte, "selvom jeg bor på Amager, ejer en villa og kører i elbil, så jeg har jeg da meget tilfælles med en familiefar fra Lemvig", hvilket fik Chefredaktør på Ekstrabladet, Knud Brix til at hoppe et par meter op i luften og udtale, at hvis man tror, man har samme vilkår i Lemvig som på Amager, så er man gevaldigt "privilegieblind".

Den stakkels Agnes Løth kunne slet ikke nå igennem til den yderst skråsikre socialdemokrat, der ligesom alle de andre unge Mette Frederiksen-soldater, lignede en dresseret abe, der holdt fast i sit argument som en robot eller en maskine og som nægtede at erkende sit nederlag.

Selv DF blegner

Avisen The New York Times derimod kunne godt få øje på det hårde slag mod Socialdemokratiet i kommunalvalget og skrev i en artikel 23. november: "Denmark offers lessons as Europe toughens up on migration", om muligheden for, at mange vælgere også er skuffet og forfærdet over den hårde linje og tone i udlændingepolitikken samtidigt med, at man i øjeblikket i Storbritannien fremhæver den danske socialdemokratiske model, hvor man uden skam fører en nationalekstremistisk og højrepopulistisk udlændingepolitik med en tone i debatten, der får selv DF til at blegne.

Desværre er Socialdemokratiets vælgerne delt i to grupper, hvor den ene forkaster den hårde linje, mens den anden er skuffet over, at den skarpe retorik ikke er blevet udført i praksis og derfor mister de vælgere til begge sider.

Personligt skammer jeg mig over, at vores lille land er gået fra at være kendt for den lille Havfrue og H. C. Andersen til at være blevet et slags mini-Ungarn. 

Vi hyldes blandt islamofobiske og nationalekstreme politiske partier i hele verden som et storslået eksempel, at de har trådt på arven fra mænd af format som Svend Auken, der i sin sidste tale før han bukkede under for sygdom på Rådhuspladsen i København tordnede mod den manglende humanisme overfor fremmede og kaldte på at få "det venlige, åbne og omsorgsfulde Danmark tilbage", dengang Socialdemokratiet stadigt havde lidt hjerteblod og ideologisk ryggrad tilbage. Hvad ville han dog sige nu?

At vi nu i udlandet har ry og rygte for at at være et lille lukket nationalekstremt fremmedfjendtligt land, dét er i mine øjne Socialdemokratiets værste og grimmeste svigt.