To nordjyske DF'ere forlader partiet

De to nordjyske folketingsmedlemmer går fra partiet i protest mod den nyvalgte formand

Lise Bech og Bent Bøgsted er enige om, at de ikke kan se dem i et parti under ledelse af Morten Messerschmidt. Arkivfoto: Torben Hansen

Lise Bech og Bent Bøgsted er enige om, at de ikke kan se dem i et parti under ledelse af Morten Messerschmidt. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:- Jeg kan ikke rigtig se mig i et parti under ledelse af Morten Messerschmidt med det projekt, han har, og dem han sætter ind, siger det nordjyske folketingsmedlem Bent Bøgsted.

Morten Messerscmidt blev for fire uger siden valgt som formand i Dansk Folkeparti, og nu forlader Bent Bøgsted og tre andre partimedlemmer partiet i protest mod ham. Det bekræfter Bent Bøgsted overfor Nordjyske.

Det gælder foruden beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted selv, fødevareordfører Lise Bech, som også er valgt ind i Nordjyllands storkreds, sundhedsordfører Liselott Blixt og socialordfører Karina Adsbøl.

Bent Bøgsted stillede i forvejen ikke op til næste folketingsvalg. Alligevel har han ikke interesse i at forblive i partiet den sidste tid og kan nu i stedet kalde sig for løsgænger. Han begrunder sin beslutning, at han ikke kan se sig selv i den udvikling, han oplever, der er sket i partiet, siden Morten Messerchmidt blev formand.

- Enten er det Dansk Folkeparti, der har forandret sig, eller også er det mig, der har forandret mig. Jeg tror, det er fordi, Dansk Folkeparti er blevet ændret under Morten Messerschmidt. Jeg mener, at jeg står for det samme, som jeg har gjort de sidste 20 år, siger Bent Bøgsted.

Bent Bøgsted har været Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti i Nordjyllands Storkreds siden 2001 og påpeger, at han ville have fortsat i partiet indtil næste valg, hvis Kristian Thulesen Dahl stadig var formand.

Med Morten Messerschmidt ved roret er sagen dog en anden.

- Før formandsvalget støttede jeg Martin Henriksen, og der sagde jeg, at han var mere på linje med det, som jeg stod for, og det var Morten Messerschmidt ikke.

- Han (Morten Messerschmidt, red.) sætter alle sine egne folk ind på de ledende poster, og det kan jeg ikke rigtig se mig selv i, siger Bent Bøgsted.

Hvad betyder "hans egne folk"?

- Det er dem, der har støttet ham hele vejen igennem. Når der er en gruppe i folketingsgruppen, der er i flertal, kan det ikke hjælpe at sætte sine egne folk ind og fjerne sig fra flertallet, hvis man skal være en god leder. Så skal man i stedet forsøge at arbejde sammen, siger Bent Bøgsted.

Bent Bøgsted fortsætter nu som løsgænger i Folketinget indtil næste valg.

- Jeg valgte, at det også skulle være sådan, at jeg havde det godt i det sidste år i Folketinget, siger han.

Nordjyske har forgæves forsøgt at få fat i det andet nordjyske folketingsmedlem, der har forladt partiet, Lise Bech.

På Facebook skriver hun dog:

- Jeg er ikke pigesur eller tøsefornærmet, men nu har jeg givet det en chance i en måned med den nye ledelse, og jeg må bare konstatere, at det ikke fungerer. Jeg synes, det er uanstændigt, når faglige arbejdsgange overstyres og ordførere tromles. Jeg vil ikke finde mig i, at der bliver råbt af ansatte og MF’ere. Og da det tilsyneladende ikke er noget, der stopper, så må jeg være den, der går.

Lise Bech har aldrig været medlem af andre partier og sad sammenlagt ni år i kommunalbestyrelsen i Støvring Kommune, inden hun i 2015 kom i Folketinget. Hun fortsætter nu som løsgænger.

- Som løsgænger kan jeg fortsat kæmpe for min politiske dagsorden og de værdier, jeg står for. I Dansk Folkeparti har vi haft et slogan, der hedder Tryghed og Tillid, det er der ikke meget tilbage af i forhold til den nuværende ledelse i DF, skriver hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden