Tobis-kutter er sunket: Skipper fik vand i den ene gummistøvle
ND50 Fru Pimp fik slagside med 13 ton tobis i lasten
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:50
HANSTHOLM: Der er gang i tobisfiskeriet i øjeblikket, og den ene kutter efter den anden kommer tung lastet ind til havnen i Hanstholm for at losse fangsten.
Tirsdag eftermiddag lykkedes det dog kun med nød og næppe for Rødvig-kutteren ND50 Fru Pimp at komme i havn, før den sank på det mest kritiske sted i den travle havn.
Den 12 meter lange trawler - bygget i træ - var lastet med 13 ton tobis, da den på vej ind i havnen pludselig fik slagside til bagbord. Skipper Peter Brandt forsøgte at rette op. Kutteren kom da også helt ind til kaj, da skibet fik så kraftig slagside, at det næsten lå vandret, og selvom en anden trawler kom til undsætningen, lykkedes det ikke at redde kutteren fra at gå ned.
Peter Brandt reddede sig i land ved at springe fra den synkende kutter og op på kajen. Han fik dog vand i den ene gummistøvle.
Fjernes i løbet af natten
ND50 Fru Pimp står nu på bunden af havnebasinet og kun en lille meter af masten er over vandet. Den er sunket på det mest kritiske sted i Hansholm havn - lige der, hvor tobis-kutterne kommer ind med deres fangst. Derfor arbejdes der allerede nu med at få kutteren fjernet.
Ifølge NORDJYSKEs oplysninger, er der kommet en kran til havnen, der skal forsøge, at løfte ND50 Fru Pimp op til overfladen. Her vil man forsøge at tømme kutteren for de 13 ton tobis, før den kan løftes helt op.
Det er dog en opgave, der kan komme til at tage en god del af natten.