Tørke i Nordjylland - beredskab opruster
Antallet af naturbrande vokser, og nu sættes ekstra brandbiler ind

Naturen er knastør, og Nordjyllands Beredskab øger kapaciteten ved udrykning til netop naturbrande. Arkivfoto: Bo Lehm
NORDJYLLAND:Tørken har ramt Danmark, og der er ikke udsigt til regn foreløbig.
Det betyder, at risikoen for naturbrande stiger markant de kommende dage, og lørdag forventes naturen især i det nordlige Vendsyssel at være så knastør, at risikoen for brand er "ekstremt høj".
Derfor øger Nordjyllands Beredskab sin indsats ved naturbrande fra og med lørdag morgen.
Fremover vil ekstra mandskab og en ekstra brandbil blive sendt ud, hver gang der er udrykning til naturbrande.

Sådan er risikoen for naturbrande i Nordjylland fra lørdag. Jo mørkere farve, jo større brandfare. Grafik: Brandfare.dk
- Fra lørdag morgen kører vi med ekstra kapacitet og opgraderer beredskabet, siger beredskabschef Lars Bjørndal fra Nordjyllands Beredskab.
- Det gør vi, fordi antændeligheden er større, og fordi spredningsrisikoen ved naturbrande er større, forklarer han.
Allerede nu har Nordjyllands Beredskab oplevet en fordobling i antallet af udrykninger til naturbrande i den første uge af juni, i forhold til samme uge de seneste år.
Måske afbrændingsforbud
- Vi kan ikke udelukke, at vi kommer dertil, at vi indfører afbrændingsforbud, hvis tørken fortsætter, lyder det fra beredskabschefen.
På grund af brandfaren fraråder han brug af ukrudtsbrændere. Samt anden unødvendig brug af åben ild i det fri.
Du kan se flere gode råd på brandfare.dk.
Sådan undgår du at starte brand i naturen
- Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild.
- Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen.
- Hold altid afstand til bevoksning.
- Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt.
- Brug kun åben ild i stille vejr.
- Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild.
- Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke - få gnister kan starte en brand.
- Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation.
- Parker aldrig din bil i højt tørt vegetation.
- Ring til 112, hvis uheldet alligevel er ude.
Kilde: Brandfare.dk/Beredskabsstyrelsen
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.