Dyb strid med Helgstrand: - Han hørte mig ikke længere. Han havde tårer i øjnene
Vild konflikt om et kostbart føl kulminerede i følelsesladet sammenstød
Opdateret 03. februar 2023 kl. 10:55
NORDJYLLAND: I mere end to år har den omstridte hestehandler Andreas Helgstrand ligget i strid med én af sine største og vigtigste kunder.
Kernen i konflikten er et meget lovende og kostbart føl, som den canadiske velhaver Vicky Lavoie købte på auktion i august 2020, men som hun har beskyldt Andreas Helgstrand for ikke at ville udlevere.
Det fortæller flere af hinanden uafhængige kilder til Nordjyske. Kilder, som på forskellige måder har været tæt på forløbet.
Først i slutningen af november blev konflikten løst, erfarer Nordjyske. Hesten Valuable blev sat på en hestetransport og flyttet fra Helgstrand Dressages stalde i Uggerhalne til Noagård i Boelslunde på Sydvestsjælland hos den kendte berider Jan Møller Christensen.
Andreas Helgstrand skriver i en mail til Nordjyske, at forliget er fortroligt.
"Efter aftale med Vicky Lavoie har jeg og vi ingen kommentarer. Jeg kan oplyse, at aftalen om, at vi ikke kommenterer vores forretningsforhold overfor tredjemand eller offentligt, er indgået på Vicky Lavoies initiativ, men at den helt flugter med Helgstrand Dressages værdier," skriver Andreas Helgstrand, stifter af og administrerende direktør i Helgstrand Dressage.
Også Vicky Lavoie har i en mail afvist at kommentere sagen yderligere:
"Under ingen omstændigheder vil jeg acceptere, at I publicerer noget om mig eller mit forhold til Helgstrand," skriver hun.
Nordjyske har talt i telefon med Vicky Lavoie flere gange igennem længere tid. På hendes ønske var aftalen, at artiklen først måtte bringes, når hun havde været i Danmark og fået sit føl.
Giver sjældent indblik i lukket verden
Derfor kan Nordjyske i dag blotlægge den lange og bitre strid, som giver et sjældent indblik i den ellers lukkede internationale verden for handel med dressurheste - en legeplads for ekstremt velhavende mennesker, der handler heste for store millionbeløb.
Under VM i Herning i august i år konfronterede Vicky Lavoie Andreas Helgstrand med kravet om at modtage hesten, som hun havde købt to år tidligere.
- I Herning fik han mig til at græde, og jeg sagde: Jeg ejer den, jeg ejer den. Men han hørte mig ikke længere. Han havde tårer i øjnene. Vi talte sammen i ti minutter, og han blev ved med at presse på, og han sagde, at han bare gerne ville lave forretning med mig, sagde Vicky Lavoie.
Hun har kendt Andreas Helgstrand, siden Helgstrand Dressage var en mindre forretning med få ansatte.
- I årevis var han i gåseøjne én af mine bedste venner. Jeg talte i telefon med ham to-tre-fire gange om dagen. Han ringede om små ting. Vi havde et godt forhold.
Hun understregede, at hun har haft "en masse respekt" for Andreas Helgstrand, og at de heste, hun har købt, har været gode. Hun har aldrig returneret en hest, og de har over årene kun haft, hvad hun betegner som "normale uenigheder".
Men hun hørte samtidig så mange historier om Andreas Helgstrands forretningsmoral, at hun aldrig har ønsket at eje heste sammen med ham.
- Jeg er fuldstændig, fuldstændig, fuldstændig uenig i den måde, han driver forretning på. Jeg har været der, jeg har købt de heste, jeg ville have, jeg tog dem med hjem, og det var det. Men jeg har altid afvist at være forretningspartner med ham, sagde hun.
Vicky Lavoie har med en stor pengepung skabt sig et navn i dressurverdenen som opkøber og avler, og hun har været blandt Helgstrand Dressages mest loyale kunder.
Hun har været så god en kunde i stalden i Uggerhalne, at Helstrand Dressage i 2019 udsendte en pressemeddelelse om, at Vicky Lavoie havde købt sin hest nummer 10 hos dem. I den forbindelse udtalte Andreas Helgstrand, at det "har selvfølgelig stor betydning for os, at Vicky vender tilbage til os, når hun ønsker at købe en hest mere".
- Jeg vil ikke engang fortælle dig, hvor mange millioner, jeg har købt heste for. Jeg har købt 17 heste af ham. Og jeg tror, du ved, at de ikke er billige, sagde Vicky Lavoie i et interview med Nordjyske.
Helgstrand påstod, at der var en mundtlig aftale
I august 2020 forsøgte Andreas Helgstrand igen at købe en hest sammen med Vicky Lavoie, fortalte hun. De talte ofte sammen før auktioner, og det gjorde de også før en onlineauktion arrangeret af Helgstrand og den magtfulde tyske hestehandler Paul Schockemöhle.
- Han ringede dagen før auktionen, og vi talte længe. Jeg sagde, at jeg ville købe dét føl. Og så sagde han, at han ville være 50-50-partner. Jeg grinede og sagde, at jeg ville tænke over det. Andreas sagde, at han ville vide det nu. Men jeg sagde: Nej, Andreas. Jeg vil tænke over det.
Næste dag købte Vicky Lavoie det omtalte føl, Valuable, på auktionen for 79.000 euro (cirka 588.000 kroner). Det var auktionens højeste hammerslag. Alt var fint, tænkte den canadiske velhaver.
Men så ringede Andreas Helgstrand og påstod, at de jo havde lavet en mundtlig aftale om, at han kunne købe 50 procent af føllet, fortalte Vicky Lavoie.
Det kunne hun klart afvise, men Andreas Helgstrand fastholdt sin version af forløbet. Han nægtede at sende hesten til Canada, selv om Vicky Lavoie vandt auktionen, hvilket også fremgår af artikler i branchemedier.
I løbet af efteråret skruede hun op for retorikken og ville tvinge Helgstrand til at slippe hesten. Luften mellem Vicky Lavoie og Andreas Helgstrand var på det tidspunkt på frysepunktet, så hun kommunikerede igennem Helgstrands faste advokat, Sophus Bøgeskov Christensen, der er partner i Horten Advokatpartnerselskab.
I Nordjyskes første interview med Vicky Lavoie i slutningen af september sagde hun, at hun på grund af konflikten helt har droppet at handle med Andreas Helgstrand.
- Jeg går ikke tilbage, sagde hun.
I en artikel i branchemediet Eurodressage i juni i år fremgår det, at "Lavoie, som plejede at handle på Helgstrands følauktioner, nu ser ud til at have flyttet sin opmærksomhed".
Efter forliget har Nordjyske i en sms spurgt Vicky Lavoie, om hun stadig fastholder, at hun ikke længere vil købe heste af Helgstrand Dressage. Det har hun ikke svaret på.
Nordjyske har gennem flere måneder skrevet en række kritiske artikler om forretningen Helgstrand Dressage og stifter Andreas Helgstrand. Her står flere tidligere forretningspartnere frem og beskylder Andreas Helgstrand for at snyde dem. Nogle af anklagerne har Helgstrand Dressage afvist, andre har selskabet ikke ønsket at besvare.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.