Tre spørgsmål og svar fra borgermødet om 3. Limfjordsforbindelse
Onsdag aften afholdt Vejdirektoratet deres virtuelle borgermøde om 3. Limfjordsforbindelse – her får du tre af borgernes spørgsmål og Vejdirektoratets svar

Der blev stillet en række spørgsmål under Vejdirektoratets borgermøde om 3. Limfjordsforbindelse i Egholmlinjen. Visualisering: Vejdirektoratet
Hvordan er den udregning på antal biler, der vil køre på en vej over Egholm, lavet? Og hvorfor tror Vejdirektoratet, at der vil køre flere bliver end i den gamle VVM-undersøgelse?
- Den gamle VVM blev udregnet med et basisår i 2020. Man regnede ud, hvor meget trafik, man troede, der ville komme i 2020. Det er nu, og vi regner nu i 2030, derfor vil der komme mere trafik som følge af den nye beregning, da vi kigger længere ud i fremtiden. Det er den nyeste version af Landstrafikmodellen, der netop er opdateret, vi bruger. Det er den bedste trafikmodel, vi har her i landet, og den er udviklet af de bedste forskere indenfor det her felt. Den har den mest avancerede efterspørgselsmodel på det her område, hvor man også tager højde for trængsel. Så det er det bedste, vi har lige nu, det er det bedste materiale, der er udviklet i Danmark, og det bliver hele tiden videreudviklet.
Aalborg Kommune pumper drikkevand op i nærheden af Sofiendal Enge. Hvilke tiltag er der gjort for at forurenet overfladevand fra motorvejen ikke forurener?
- I Drastrup Enge er de store kildepladser, som forsyner Aalborg med drikkevand, og der vil vi opsamle alt det vand, der lander på motorvejen og lede det i tætte rør til regnvandsbassiner. Regnvandsbassinerne har den funktion, at forureningen kan nå at bundfælles, inden det føres ud til grøfter og vandløb. Så det er noget, der er taget hånd om i projektet.
I tilfælde af kødannelse ved tunnelen, hvordan forventes det at trafikken skal lede over til Egholmforbindelsen?
- En del af vores projekt er at afsætte nogle penge til et trafikledelsessystem, som kan guide trafikken hen, hvor den kommer til at forløbe bedst. Vi ved ikke, hvordan teknikken ser ud om ti år, men hvis man forestiller sig, hvordan det ser ud i dag, så kunne det være noget med at opsætte informationstavler i udvalgte kryds på vejnettet og sørge for, at man får guidet trafikken derhen, hvor der er bedst kapacitet. Fra syd er det helt oplagt, at man vil kunne flette ud ved motorvejskryds E45 ved Svenstrup, mens det fra nord måske vil være nødvendigt at skulle en tur ud på Høvejen.
Vil du se hele borgermødet, høre yderligere spørgsmål og få Vejdirektoratets svar, så kan borgermødet ses i sin fulde længde på Vejdirektoratets hjemmeside.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.