Tre trafikuheld inden for tre kvarter

I alt fire personer måtte til behandling på skadestuen

Arkiivfoto

Arkiivfoto

NORDJYLLAND:Ambulanceførere og politifolk fik pludselig travlt torsdag, hvor tre trafikuheld fandt sted inden for tre kvarter helt uafhængigt af hinanden.

Det første var på vejen Ved Kirken i Skagen, hvor der blev ringet 112, fordi en bil var endt på taget. Det var et solouheld, oplyste vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi torsdag aften. Her havde han endnu ikke fået detaljer om, hvordan uheldet var sket. Der var melding om, at én person kom til skade men ikke alvorligt.

22 minutter senere hastede politipatruljer og ambulancer så til Jennetvej sydvest for Ålbæk i Vendsyssel.

- Her var to biler stødt sammen. Angiveligt var den ene bil kørt op bag i den anden, så begge blev skubbet af vejen. Føreren af den ene bil får udtaget blodprøve, da der er mistanke om, at han var påvirket af narkotika, fortæller Jesper Sørensen.

To personer i den anden bil blev kørt til tjek på skadestuen. Ifølge vagtchefens foreløbige meldinger havde de ikke fået livstruende skader. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge bilerne og uheldsstedet nærmere.

Klokken 17.03 ringede telefonen endnu en gang hos alarmcentralen. Denne gang lød meldingen på, at en personbil var kørt ud fra Borups Allé i Fjerritslev og ud på Brøndumvej, hvor den så var skredet ud og havde ramt en modkørende bil.

- Her blev én person også kørt til tjek på sygehuset, og der skulle ikke være tale om alvorlig personskade, lød det torsdag aften fra Jesper Sørensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.