Trods corona: Team Rynkeby kom på fransk territorium
Den franske ambassadør tog imod de nordjyske ryttere
KØBENHAVN: Det blev ikke til en cykeltur til Frankrig i år for Team Rynkeby Nordjylland - den lukkede corona ned for igen-igen. Men det skulle ikke forhindre deltagerne på holdet i at komme ud og rulle i den planlagte periode - så de kører Danmark Rundt i stedet.
Og med lidt assistance fra Frankrigs konsul i Nordjylland, Anker Laden-Andersen, så lykkedes det faktisk at sætte hjulene på fransk territorium; nemlig den franske ambassade, hvor den franske ambassadør til Danmark, Caroline Ferrari, tog imod. På bastilledagen - Frankrigs nationaldag.
- Besøget gik helt fantastisk, og blev værdsat af både holdet og ambassadøren. Hun stopper til næste år, og hendes største projekt bliver tour-starten i København i 2022, så det betyder meget for hende, at vi kom, siger Simon Bak Mortensen, der er Team Manager for det nordjyske hold.
Caroline Ferrari tog sig faktisk ekstra tid sammen med holdet, og fik arrangeret, at rytterne kunne forlade den franske ambassade i samlet flok - rullende ud ad porten til Kongens Nytorv.
I år er det 20. gang, at Team Rynkeby kører - og altså også anden gang, at corona har holdt holdet hjemme i Danmark. Så alle involverede håber på, at næste år bliver lykkens gang, så Team Rynkeby kan komme til Champs Elysées sammen med de tour-ryttere, der altså starter løbet i Danmark.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.