Elbiler

Turist i en elbil i Nordjylland: Det er det rene uland heroppe

Kommer man som turist til Nordjylland i en elbil, så er man pænt udfordret med at få ladet den op. Det kan i sidste ende give problemer for turismen

Der er ikke ret mange ladestandere til elbiler uden for Aalborg - og dem der er, er overvejende med ret lav effekt. Foto: Henrik Bo
Der er ikke ret mange ladestandere til elbiler uden for Aalborg - og dem der er, er overvejende med ret lav effekt. Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

NORDJYLLAND: Det skulle have været så godt - og grønt - men er lidt endt i noget bøvl for Bente Sloth og hendes mand Tommy Kjeldgaard, der holder ferie i Skagen i disse dage. De er nemlig kørende hertil i eget standsmæssigt køretøj; en elbil. En ren elbil, vel at mærke.

Og det er altså lidt noget bøvl. For hvor du altid kan finde en tank ret tæt på, hvis du skal bruge nogle liter diesel eller benzin for at komme videre, så er det op ad bakke at finde et sted at lade sin elbil i Nordjylland, når man vel at mærke ikke bor her.

- Der er to problemer. De ladestandere, der er, de lader ikke ret hurtigt. Og så er der næsten ingen ladestandere, siger Tommy Kjeldgaard.

Hvilket sådan set er fuld plade på elendigheden i forhold til muligheden for at lade sin bil.

I Danmark er der to store ladenetværk, hvis man ikke lige kører Tesla, og det er Clever og e-on. Bente Sloth og Tommy Kjeldgaard er kunder hos Clever, og lige præcis i Skagen er det som at trække nitten i lotteriet.

- Clever har ingen ladere i Skagen. Vi skal til enten Frederikshavn eller Hirtshals, og det værste af det hele er, at dem i Hirtshals, de står til at lade med 22 kW, men de lader kun med 11 kW, så der er et eller andet galt med dem.

- For at fylde vores batteri, så skal vi holde der i tre-fire-fem timer af vores ferie, siger Tommy Kjeldgaard.

Salget af elbiler er kraftigt stigende

Salget af rene elbiler er kraftigt stigende i Danmark - og også i Nordjylland.

I år er der i første halvår blevet solgt 164 rene elbiler i Nordjylland. Det er en stigning fra 64 sidste år i samme periode.

Det samlede bilsalg i første halvår i år i Nordjylland var 1648, så elbilernes andel udgjorde meget præcist 10 procent af det samlede salg.

Den oplevelse har ikke været forbeholdt Hirtshals, siger Bente Sloth.

- Vi var i Frederikshavn i går, og ladestanderen står til at lade med nogle ret høje effekter - 43 kW, tilføjer Tommy Kjeldgaard - men da vi sætter stikket i bilen, så lader den også kun med 11 kW, siger hun.

For trods alt at få ladet batteriet lidt mere end bare en sjat op, så endte ægteparret fra Herning med at holde ved ladestanderen i Frederikshavn i omkring tre timer. Ellers ville de ende i det paradoks, at de var kørt 80 km for at lade strøm til mindre og så kunne de sådan set lige så godt have ladet være.

Og mens de stod der og kiggede på en ledning, som elektronerne flød alt for langsomt igennem, havde de masser af tid til at snakke med andre mere eller mindre desperate elbils-turister, der også var endt på parkeringspladsen ved Circle-K i Danmarksgade.

- Folk var jo fortvivlede over, at de ikke kunne få ladt deres bil op. De havde aftale med familie i Skagen og Løkken, og deres spædbørn var ved at smelte inde på bagsædet. Folk var helt fortvivlede, og vi mødte folk både i Løkken, i Hirtshals og i Frederikshavn, siger Bente Sloth.

For lige at strø lidt ekstra salt i såret, så vil man i mange tilfælde kunne lade sin bil fra en e-on stander, selv om man er kunde hos Clever (og vice-versa). Man betaler bare for strømmen udenfor sit abonnement, men det er immervæk bedre end et tomt batteri.

Det kan man bare ikke i Skagen, hvor e-on har valgt at låse deres standere til deres egne abonnenter, konstaterede parret fra Herning.

Et opkald til Clevers kundeservice gav ikke ægteparret megen trøst, men de fik det forslag, at de kunne forsøge at køre rundt og finde nogen, der har en Clever-ladeboks installeret i hjemmet, og så spørge dem, om ikke de kunne få lov til at lade deres bil op privat.

En løsning, men også en løsning der ikke ligger lige til højrebenet.

- Displayet først hjemmeladerne, når man er indenfor 50 meter af dem. Man kan komme til at køre ret meget rundt, og når batteriet i forvejen er ved at være tomt, så har vi ikke strøm til at køre rundt, så det bider sig selv i halen, griner Bente Sloth med en snert af galgenhumor.

Foruden det lettere grænseoverskridende i at skulle banke på nogens dør og spørge, om man lige må få noget strøm til bilen, tilføjer Tommy Kjeldgaard.

Med det in mente, at de fleste hjemmeinstallationer lader med 11 kW, så herningensernes bil skal bruge seks timer i en fremmed families indkørsel for at lade batteriet helt op med den effekt.

De to forstår ikke, at der ikke er mere fokus på området fra turistorganisationer, erhvervsforeninger og kommunerne i en tid, hvor der kommer flere og flere elbiler ud at køre. Hvordan skal turisterne komme rundt heroppe, spørger de?

- Vi har tit kørt fra Herning, hvor vi bor, østover til København, og det er ikke noget problem. og vi troede da heller ikke på, at vi ikke kunne få strøm i Nordjylland. Så vi tog chancen.

I Løkken mødte ægteparret et yngre par med et spædbarn, mens de ventede på at slå til og få ladet bilen lidt op.

- De overvejede vist nærmest at afbryde deres ferie, fordi de havde mødt så megen modgang med at finde steder til at lade bilen, siger Bente Sloth.

Hos Destination Nordvestkysten, der er destinationsselskab/turistorganisation for blandt andet kommunerne langs Jammerbugten og dermed også Løkken og Hjørring Kommune, genkender man problemet med for få opladere til elbilerne.

- Vi ser lige nu et stigende antal elbiler på vejene og rundt om på parkeringspladserne i vores kystbyer, hvilket harmonerer utroligt godt med den bæredygtighed, kyst og natur, som rigtig mange af vores gæster forbinder os med.

- Derfor er vi også rigtig glade for at man flere steder er ved at kigge på en forøgelse af ladekapaciteten i vores område, men vi kunne måske godt komme med en stille bøn om at man sat mere strøm til processen så vi bliver bedre til at imødekomme behovene hos et af de voksende gæstesegmenter i vores destination, siger Peter Krusborg, der er direktør for Destination Nordvestkysten.

Foto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Nordjyske har været i kontakt med både Clever og e-on, der begge siger nogenlunde enslydende, at markedet for opladning til elbiler er et marked i rivende udvikling, så der konstant bliver udbygget med både nye og hurtigere lademuligheder - men at Nordjylland ikke som sådan er et område med større fokus end andre dele af Danmark.

Og med det giver vi det sidste ord til Bente Sloth:

- Det er helt umuligt at være turist i Nordjylland i en elbil. Det er et rent uland, når det gælder elbiler, og det kan blive en katastrofe for turismen med den stigning, der er i salget af elbiler, siger hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden