Tvangsfjernet i to år uden grund: Vigtigt at støtte familie i retssag mod Hjørring Kommune

”Det er vigtigt, at børn bliver hørt i sager som vores. Og vi blev ikke hørt. Vi vil have retfærdighed og en undskyldning for at blive fjernet fra vores hjem - uden grund.”

Sådan lyder meldingen fra familien Boms nu 16-årige datter. Hun og hendes to søskende oplevede i sommeren 2018 at blive tvangsfjernet fra familien, der bor i Sindal. Hjørring Kommune stod bag aktionen på baggrund af en anonym henvendelse. Børnene blev hver især placeret på forskellige nordjyske anbringelsessteder, mens sagen blev undersøgt. Anklagerne viste sig grundløse, men alligevel gik der næsten to år, før familien blev genforenet.

NORDJYSKE har beskrevet sagen, som Hjørring Kommune fortsat ikke vil kommentere på.

Det seneste kapitel i den lange historie tager nu sin begyndelse. De tre søstre har fået retshjælp til at føre sag mod kommunen med krav om en godtgørelse for uretmæssigt at være blevet tvangsfjernet. Og som skrevet i indledningen: For at få retfærdighed og en undskyldning.

Som en del af offentligheden kan vi tilføje: For at få opmærksomhed om den slags sager. Flere jurister påpeger over for NORDJYSKE, at retslige tvister af den karakter er yderst sjældne. Som hovedregel handler det efter deres vurdering om, at de berørte familier ikke har midler og måske overskud til at gå videre og ind i et længere juridisk slagsmål - oven i købet med en sværvægter som en kommune som modstander.

Derfor kan Sindal-sagen få afgørende betydning fremadrettet. Dels kan den skubbe på, at det bliver nemmere for familier at få retshjælp, og dels kan den blotlægge, at kommuner kan retsforfølges og tvinges til at betale erstatning i de tilfælde, hvor anbringelser viser sig at være baseret på et grundlag, der ikke kan bære.

Og for pokker da. Sagen og efterfølgende sager kan forhåbentlig tvinge kommunernes sagsbehandlere til at tænke sig om og være knivskarpe, inden de griber ind og splitter en familie ad.

Nok har statsminister Mette Frederiksen slået fast, at der skal tvangsfjernes flere børn i Danmark. Men det må underforstået være de børn, der rettelig har et behov for at komme væk fra deres biologiske ophav for at få et trygt liv og bedre fremtidsudsigter.

Men når det gælder en kommune, som i eksemplet med familien Boms tre døtre griber ind på en løs anklage og lader sagen køre i to år, er der tilsyneladende tale om en myndighedsarrogance, som vi som samfund ikke kan leve med - og da slet ikke over for sårbare familier.

I de tilfælde er ét tvangsfjernet barn så absolut ét for meget, og skulle det alligevel - gud forbyde det - ske, må kommunerne ikke kunne slippe med et skuldertræk.