Tvivlens nådegave kan gøre EU mere appetitlig

FORANDRING:“Tvivlen er den væsentligste europæiske værdi. Lige fra grækerne finder vi ved siden af overmodet mismodet. Ved siden af selvtilliden mistilliden. Det er denne tvivl, som forandrer verden. Behøver det være sådan? Behøver vi gøre sådan? Ud fra sådanne spørgsmål har europæerne til stadighed forandret deres livsbetingelser. Lige fra deres produktionsredskaber til deres regeringssystemer. Hvor der ikke er ret til at udtrykke tvivl, kan intet forandres.”

SÅDAN SKREV Per Stig Møller i 1992, der i sidste weekend fyldte 80 år. Han har helt sikkert sagt det utallige gange og på mange måder. 

Alligevel har vi det med at glemme det. Det sker især for dem, der gerne vil have mere union - føderalisterne. Det må de gøre. For det kan da ikke være deres egentlige ønske, at på lighedsmageriets, ensretningens og standardiseringernes alter at alle kulturelle forskelligheder skal ofres? Forskelligheder som giver føde til vores appetit på tvivlens nådegave.

VI, DER kæmper for at forsvare EU-konceptet, som foreningen af "Fædrelandenes Europa", der udelukkende fokuserer på de opgaver og udfordringer intet land i vores kontinent kan klare selv. En forening, hvor præmissen - og den gensidige forventning - er, at alt det en nationalstat godt kan selv, det gør den også. Uden at forsømme at reformerer og forandrer foreningen løbende for at hvert land, alt-i-alt, er et stærkt led i kæden af medlemmer i EU.

FÆDRELANDE, der på et forståeligt modersmål er i stand til at levere national tryghed, stolthed og robusthed i op- og nedgangstider. Og i stand til at håndterer kriser og overraskelser uanset om det er en ny epidemi eller lokale reaktioner på klimaomstillingen.

BÅDE DEM, der vil meget mere EU, og vi der kæmper for at begrænse føderalisternes ideologiske appetit, på at overtage ansvar, magt og indflydelse på det. Der altså bedst ligger i hænderne af de enkelte lande. De glemmer Per Stig Møllers kloge ord, om os selv som de notoriske tvivlere.

DET FØRSTE, føderalisterne må bringes til at forstå, er at deres overstatslige ensretning er i direkte og grundlæggende konflikt med den europæiske kultur, historie og egenart. 

Ja, vi bor på samme kontinent. 

Ja, vi har tætte naboskaber og har gennem hundredevis af år blandet blod, på kryds og tværs. Men aldrig har dette udvandet, at der stadigvæk er tydelige forskelle mellem italienere fra sydelige støvlehæl og danskere i Thyborøn Tange, mellem estere, der kan se direkte over hegnet mod Putins Rusland og belgiere, der falder i staver foran det nærmest uendelige hav mod Amerika.

DISSE FORSKELLE er mangfoldige og giver naturligvis anledning til en vis grad af forvirring, friktion og bøvl med at blive enige om det, vi skal finde ud af sammen. Men det er også i kraft af dem, at vi - når vi laver love, samarbejder eller taler med samme tunge, ender med reelt stærke og bæredygtige koncepter. Der bakkes op af 27 lande og som gennem årene har skabt et fælles marked. Som er blevet til en økonomisk supertanker til gavn for alt det, vi gerne vil gøre bedre for naturen, klimaet, tryghed, trivsel og fortsatte vækst og udvikling. Uden vores forskelle ville vores tilbøjelighed til at tvivle ikke få noget fornuftigt at arbejde med. Og mangle næring til at finde på bedre og mere innovative løsninger.

Men det er ikke kun føderalisterne, der skal respektere det særlige europæiske gen for at tvivle og hele tiden være på udkig efter, hvordan vi gøre det bedre i morgen. Det skal også vi, der kæmper for at nationale forskelle, som ikke ødelægger noget for hele EU, naturligvis lades i fred ude i deres respektive lande. Jeg hører alt for ofte sætningen: “Det skal EU ikke blande sig i. Punktum!”. Uden argument eller nærmere forklaring. Uden at perspektivere hverken kulturelt eller politisk. Det er for tyndt. Det udvikler ikke samtalen om EU’s formål, funktioner og udvikling. Faktisk vil jeg påstå, at gold, nationalistisk EU-bashing også er i strid med den europæiske kærlighed til tvivlens kilde og kraft.

VI KAN jo bare se på os selv. Vi kan se på Danmark og hvordan opfindere, iværksættere, entreprenører især i den private sektor - men også blandt offentlige medarbejdere, som gennem tiden har fået "frihed under ansvar" - har brugt den "Møllerske tvivl" til at udvikle vores lille land frem til at være en stor eksportør af løsninger, til det europæiske og globale marked. Det har gjort os rige og uundværlige som eksemplet, andre kan lære af. Det gør de kun, hvis vi til stadighed bliver ved med at kere os om forskellene mellem lande, mennesker, systemer og teknologier, samt nære tvivlen som værktøjet til at få det bedste ud af dem. Igen og igen.

Pernille Weissskriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.