UCN-leder til de nordjyske virksomheder: - Kig på kompetencerne
Dimittender kan så meget mere, end der står på deres CV, så kig på kompetencerne, siger Carsten Frank Jørgensen, uddannelsesleder på UCN i debatten om de mange arbejdsløse nyuddannede akademikere i Nordjylland
Opdateret 16. maj 2022 kl. 15:38
AALBORG: - Kig nu på kompetencerne.
Sådan lyder en opfordring til virksomheder, der søger nye medarbejdere.
Opfordringen kommer fra Carsten Frank Jørgensen, der er uddannelsesleder for oplevelses- og sportsuddannelserne på UCN i Aalborg.
Han mener, at arbejdsgivere bør søge mere bredt for at tiltrække ansøgere, som har kompetencerne og måske også en anden uddannelse, end den man forventede.
- Man skulle måske spørge sig selv om, hvad det er for en person, man søger til sin virksomhed. Hvilke kompetencer vedkommende har ud over sin uddannelse, siger han og tilføjer, at det kan virksomhederne blive bedre til.
- Det er man relativ dårlig til i Nordjylland. Vi er nok mere fastlåste i vores forestillinger, når vi søger efter nye medarbejdere, siger han.
Det er ofte nogle helt specifikke lidt ældre uddannelser, arbejdsgiverne går efter, siger han.
- Det er ældre tolkninger af, hvordan uddannelsessystemet ser ud nu. Man kommer ofte til at efterspørge det, man selv er, eller det man ved findes, siger Carsten Frank Jørgensen.
Det ærgrer ham.
- Der er nye uddannelser, som erhvervslivet ikke umiddelbart kender til. Og der er også uddannelser, der er ti år gamle, de heller ikke kender til, siger han og peger på, at serviceøkonom er en uddannelse på UCN, mange ikke har forstået betydningen af endnu.
Serviceøkonom er en af de uddannelser, der ikke er helt nye, men som mange ikke rigtig kender.
Som serviceøkonom kan man arbejde inden for en række forskellige servicevirksomheder, eksempelvis hoteller, restauranter, rejsebureauer, eventbureauer og ferie- og konferencecentre.
Uddannelsen er meget praksisorienteret, hvor den viden man opnår på studiet i høj grad kobles til virkeligheden i branchen. Derfor er der også et praktikophold på tredje semester i Danmark eller udlandet.
Med en uddannelse til serviceøkonom får man kompetencer til at arbejde med : udvikling, drift, koordinering, ledelse og markedsføring af serviceydelser inden for turisme, hotel og restaurant eller sport og event.
Man udvikler sine kommunikative, kulturelle, sproglige og personlige kompetencer, så man får viden om og forståelse for de kultur- og samfundsforhold, der påvirker branchen.
Man har gode muligheder for videreuddannelse.
Kilde: ucn.dk
Carsten Frank Jørgensen mener, at man direkte i et jobopslag burde skrive, at man er interesseret i at høre fra ansøgere, hvis de mener, de er den rette til jobbet.
- Og så opfordre til at søge uanset hvilken uddannelse man har, siger han.
Carsten Frank Jørgensen mener, at de jobsøgende også kan have tendens til, at de ikke søger bredt nok. At de også er for fastlåste i forestillingerne om, hvilke job de kan bestride.
For man skal turde tænke kreativt og være åben overfor nye udfordringer - i et mere internationalt og globaliseret marked.
- Det kan være en barriere, hvis man er for fastlåst, selv om det kan være svært for nyuddannede at søge bredt, siger han.
Carsten Frank Jørgensen opfordrer virksomheder til, som det første skridt, at indkalde ansøgere til en samtale.
- Der findes mange nyuddannede, der har nye og spændende ideer og teknikker med sig fra uddannelsen. Det kan virksomhederne lade sig inspirere af ved netop at tænke ud over de klassiske faggrænser, siger han.
Carsten Frank Jørgensen tilføjer, at det selvfølgelig ikke gælder alle jobopslag.
- Søger man en specialist, en overlæge eksempelvis, nytter det jo ikke at ansætte en dirigent. Det er klart.
- Men der er mange jobopslag hvor man med fordel kan søge bredere, siger han
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.