Udvalget fik dog kun få timer til at godkende tilbuddet på trods af, at der var fem måneders respit.

I oplægget til Finansudvalget oplyste Ellemann, at hans ministerium havde indhentet tilbud fra tre andre mulige leverandører. Mindst et af de tilbud viste sig aldrig at have eksisteret. Hvad får ministeriet ud af at lyve? Med sandhed kommer man trods alt længst.

Finansudvalget blev desuden ikke oplyst om, at Danmark og det israelske våbenfirma Elbit havde indgået et forlig blot uger, forinden Ellemann ville have blåstemplet våbenindkøb for 1,7 milliarder skattekroner. Samarbejdspartnere bør som alle andre undersøges forud for indgåelse af aftaler. Ved en ganske ordinær søgning på nettet ville dette have fremstået. Men mon der var lavet en form for aftale, der gjorde, at det skulle være det? Jeg undrer mig.

Som borger sidder jeg og tænker, er der overhovedet ingen der stopper op og siger "hov, 1,7 mia. sådan bare lige vupti dot com". Det er trods alt en slags penge, rettidig omhu som Hr. Møller ville efterlyse, hvor det har været i sagen.

Embedsværket bliver klandret, og det er vel til dels også OK, men som folkevalgt politiker skal man da ikke bare godkende et megaforbrug uden at tænke sig om.

Jeg sidder tilbage med spørgsmålet: Hvem er de våben tiltænkt, og der må da være en klausul, der giver ret til at fortryde, eller? Vi har før købt tog, fly og andet materiel, der ikke var brugbart – nu må vi snart lære af fortiden. De 1,7 mia. er investeret i noget, der i værste fald slår mennesker ihjel. Det synes jeg er en dårlig investering. Jeg er ikke klog på krigs inventar, men ved, at jeg er klog på at tænke på, at livet er kort og meget skrøbeligt.

Danmark er et rigt land, når det gælder våben, men når det gælder velfærd, så er vi godt nok ved at komme bagud af dansen. Når jeg engang om nogle år skal herfra, så kan det være jeg får et af de fejlindkøbte ”missiler” og kan vælge om jeg vil skydes ud i rummet, eller sidde på et hjem og vente. Nå - jeg vælger at være positiv, det kan da for pokker kun blive bedre.