Vanvidskørsel

Vanvidsbilist fængslet i fire uger - politiet beslaglægger bilen

23-årig bilist havde spiritus i blodet og var i forvejen frakendt i kørekortet i 10 år

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Henrik Bo

Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:41

HIMMERLAND: Den 23-årige mand, der søndag - med mindst 150 kilometer i timen - påkørte to andre biler i rundkørslen ved Møldrup, er blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Det er besluttet ved Retten i Viborg ved et grundlovsforhør mandag eftermiddag.

Ulykken skete søndag kort før klokken 13, hvor den 23-årige var kørt med mindst 150 kilometer i timen - og anslået af vidner muligvis op mod 180 km/t ind i rundkørslen på hovedvej 13 ved Møldrup, hvor hovedvejen møder Skivevej.

Bilen ramte først en anden bil med en 44-årig mand fra Aalborg bag rattet. Derefter nærmest fløj den 23-åriges bil lige over rundkørslen, hvor den stødte ind i en tredje bil.

Ingen af de involverede parter kom alvorligt til skade, oplyste politiet vagtchef søndag aften.

- Alle er enige om, at det er et mirakel, tilføjede han.

Den 23-årige var derfor sigtet for spirituskørsel og for under særligt skærpende omstændigheder uagtsomt at have voldt betydelig skade på to personer - vanvidskørsel.

Manden erkendte ved grundlovsforhøret, at have kørt med alkohol i blodet og at have køre uden kørekort, men nægtede sig skyldig i vanvidskørsel, oplyser anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Stinne Ørving Jensen.

Hun fortæller, at manden dog valgte ikke at kære dommerens afgørelse om fire ugers varetægtsfængsling.

Den 23-årige var i forvejen frakendt retten til at køre bil i ikke mindre end 10 år.

Havde lånt bilen

Udover at den 23-årige skal i fængsel i foreløbig fire uger, så mister en bekendt til manden sin bil, der blev brugt i ulykken.

Bilen var ikke stjålet som først oplyst, men udlånt.

- Bilen havde han lånt, så vi sigter nu ejeren for at låne sin bil ud til en, der ikke har kørekort, siger politikommissær Andreas Bang Andersen fra Midt- og Vestjyllands Politi til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Han fortæller, at bilen også bliver konfiskeret efter den nye lov om vanvidskørsel, der trådte i kraft 31. marts.

- Men den var godt nok totalskadet efter ulykken, så den havde nok ikke kørt nogen steder alligevel, siger han til Dagbladet Ringkøbing Skjern.

Den 23-årige mand, der kommer fra Ringkøbing, har underskrevet en samtykkeerklæring om, at bilen kan konfiskeres, selv om han altså ikke er ejer af bilen.

Gå til relaterede emner

Forsiden