Vanvittigt: Overhalede politiet med 161 kilometer i timen
30-årig kørte mere end dobbelt så hurtigt som tilladt og er nu sigtet for vanvidskørsel
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:41
GANDRUP: En 30-årig mand må undvære sin bil i den kommende stykke tid og kan samtidig se frem til en klækkelig bøde eller måske en tur i retten.
Han er sigtet for vanvidskørsel, efter at han onsdag aften omkring klokken 20 valgte at trykke speederen godt i bund og overhale en bil på omfartsvejen ved Gandrup.
Bilen var en civil patruljebil, og den 30-årige aalborgenser, der kørte i en BMW, blev målt til 161 kilometer i timen.
Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Da de 161 kilometer i timen er mere end det dobbelte af, hvad der er tilladt på stedet, bliver manden derfor sigtet efter de nye regler for vanvidskørsel. Bilen er samtidig blevet beslaglagt.