Ved du ikke, hvad du skal mene? Her er tre ting, du skal vide om forsvarsforbeholdet

Afstemningen finder sted 1. juni, hvor man i stemmeboksen skal afgøre, om man vil bevare eller afskaffe forbeholdet. Men hvad er det nu lige, forsvarsforbeholdet går ud på? Nordjyske har fået hjælp af Søren Dosenrode til at pege på de tre vigtigste ting, man skal vide om forsvarsforbeholdet. Han er Jean Monnet-professor i europæisk politik på Aalborg Universitet, hvor han forsker i EU.

Danmarks forsvarsforbehold

I 1992 stemte Danmark nej til Maastricht-traktaten, der skulle danne et nyt grundlag for EU-landenes videre samarbejde. Traktaten ville udvide EU-samarbejdet og indeholdt blandt andet en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, et samarbejde om retlige og indre anliggender og en fælles monetær union.

I 1993 blev traktaten stemt igennem, efter Danmark havde fået en særaftale, hvor man kunne inkludere fire forbehold. De fire forbehold findes stadig - euroforbeholdet, retsforbeholdet, forbehold om unionsborgerskab og forsvarsforbeholdet.

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i dele af EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som påvirker forsvarsområdet. Danmark deltager dog i civile operationer. Danmark har ikke stemmeret i Ministerrådet, når forsvarspolitikken behandles.

Kilde: Folketingets EU-Oplysning

1. Forsvarssamarbejdet er mellemstatsligt

Det første punkt, som Søren Dosenrode peger på, handler om samarbejdets karakter. Han understreger, at alle lande kan sige nej og afstå fra at deltage i de projekter, der bliver planlagt.

- Når det drejer sig om den fælles sikkerhedspolitik i EU, så er det meget centralt at vide, at samarbejdet er mellemstatsligt, og ikke overstatsligt. Det betyder, at alle stater har vetoret i forhold til det, der skal besluttes. Om det så er Luxembourg, Danmark eller Tyskland. Det er ligegyldigt, hvor stor eller lille staten er. Alle skal være enige. Man kan ikke blive stemt ned. Et land kan altid sige nej til at deltage.

Det betyder altså, at Danmark ikke vil kunne blive tvunget til noget. Der er altid en forhandling, hvor landene står frit.

2. Der er ikke en EU-hær

- Forsvarssamarbejdet i EU handler ikke om en EU-hær. Det hører man flere sige, men det er ikke rigtigt. Man arbejder sammen med de andre EU-nationer om sikkerheds- og forsvarspolitik, men der er ikke nogen EU-hær. Man har stadig Nato og de nationale hære.

Der har tidligere været snak om en EU-hær, forklarer Søren Dosenrode, men den debat ligger helt tilbage i 1950'erne. Idéen led et nederlag, da for eksempel Frankrig ikke ville være med. Det kan teoretisk set godt lade sig gøre at lave en EU-hær.

- Men det vil kræve, at alle lande er enige. Alle. Hvis bare ét land siger nej, så falder det til jorden, siger Søren Dosenrode.

- Men jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at alle lande skulle blive enige om at lave en EU-hær. EU er delt op i to blokke. Der er dem, der er meget pro-Nato, og der er dem, der er meget pro-EU. Hvis du kigger på lande som Danmark, Polen, Estland, Letland, Polen og Ungarn, så er de interesserede i Nato. For det er Nato, der har muskelkraften. EU har utroligt mange kræfter, når det drejer sig om økonomi. Men hvis der skal soldater ud, så har Nato en helt anden slagkraft. Selv hvis man så besluttede, at der skulle være en EU-hær, så ville der formodentlig gå 20 år, før den var bare på et nogenlunde niveau.

3. Danmark er uden indflydelse

Det giver næsten sig selv, men Danmark er med det nuværende forsvarsforbehold uden indflydelse på EU's forsvars- og sikkerhedspolitiske linje. Men Søren Dosenrode mener, at det er vigtigt at understrege, at der er helt konkrete områder, som Danmark står udenfor.

- Der er forhandlinger, møder og projekter, hvor der træffes vigtige beslutninger, og hvor vi ikke må være med. Militært samarbejde og sikkerhedspolitik er nok et af de områder i EU, der har udviklet sig mest over de sidste fem år. Og Danmark er altså ikke med, når de andre lande udstikker linjen for, hvordan EU skal agere forsvarspolitisk i verden.

Lige nu handler EU's håndtering af Ruslands invasion af Ukraine mest om økonomi. Her har EU på linje med blandt andet Storbritannien og USA lavet store sanktioner mod Rusland.

- Men i det der hedder EU's militære stab, forholder man sig selvfølgelig til situationen og hvad EU skal gøre, hvis situationen udvikler sig på den ene eller anden måde. Og der er vi heller ikke med. Vi er så heldige, at alle ser ud til at trække i samme retning, men vi har ikke noget at sige.

Når EU beslutter at lave militære eller fredsbevarende indsatser kan Danmark heller ikke være med. Et berømt eksempel på det er Danmarks militære indsats på Balkan efter Jugoslaviens sammenbrud.

- Det startede som en Nato-operation i midten af 1990'erne, men efter fire år overgik operationen til at blive en EU-ledet operation. Danmark var med, så længe det var Nato. Da EU tog over, var det nøjagtig den samme opgave, men flaget på skulderen blev ændret. Og så skulle Danmark trække sig tilbage.