Verden slingrer af sted - men det skal nok gå

SORTSYN:Man skal være født med et særligt optimistisk sind og udstyret et solidt overblik over historiens gang gennem mange tider, hvis man skal undgå at blive grebet af dystopisk undergangsspekulation. 

Verdens gang slingrer derudad, og sandsynligheden for, at vores efterkommere kommer til at leve et liv, som vi, der regerer i dag, kan være bekendt at efterlade dem, er til at overse.

DET, DER har fyldt længe er trægheden i klimakampen og de aktuelle klimakonsekvenser, der nu for alvor begynder at vise tænder. 

Nu gør energikrisen det også og kun forstærket af Ruslands invasion i Ukraine, hvor Putin aktuelt eskalerer i retning af noget, der vitterligt kan udløse det, der kan minde om en tredje verdenskrig. 

VI KAN heller ikke tillade os at glemme den lurende migrant- og flygtningekrise, biodiversitetens bekymrende tilstande, socio-demografiens mere og mere skæve fundament under vores samfund; Ej heller de stadigt flere og komplekse sundhedsudfordringer, der spænder fra frygten for nye pandemier til det væld af sygdomme, som vores livsstil efter Anden Verdenskrig mere og mere tynger vores livskvalitet, vores produktivitet og vores økonomier.

DER ER sandelig en masse at få sortsyn af og som truer med at få depressioner til at passivisere vores evne til at finde løsninger, kompromisser og rent ud sagt sætte den ene fod foran den anden i et nogenlunde fælles fodslag gennem kriserne og derhen, hvor vi igen kan trække vejret lidt lettere.

DET ER et menneskeligt vilkår og livets evige præmis, at der altid er noget, der ikke fungerer optimalt. Der er altid problemer, der skal løses eller leves med. Intet er på samme tid perfekt. Jo, vi stræber efter tilstande af harmoni og det skal vi også gøre. 

Ja, faktisk kan vi ikke lade være, når vi husker på - og her gentager jeg Per Stig Møllers citat fra min sidste klumme her i Nordjyske - at vi som europæere er kendetegnet ved at være notoriske tvivlere, som derfor altid forsøger at gøre os mere umage i morgen end vi nåede at være i dag. Heldigvis.

SÅ DET skal nok gå alt sammen. På den ene eller anden måde. Også selvom jeg godt kan se, at historiebøgerne formentligt vil blive fyldt med kapitler, der beskriver, hvordan verden forandrede sig derop i disse år. Forhåbentligt uden at vores grundlæggende værdier, vores fundamentale frihed og vores ukrænkelige værdighed som europæere bliver udsat for alt for mange mutationer fordi populisme, ideologier og politisk korrekthed vinder over pragmatisme, næstekærlighed og modet til at gøre de nødvendige reformer og tage nødvendige, kritiske beslutninger.

SÅDAN TÆNKER, går og taler jeg. Også når jeg i den sidste uges tid har fået mange spørgsmål om, hvordan jeg har det med at det italienske parti Forza Italia, der, som Det Konservative Folkeparti, er medlem af EPP-gruppen i Europa-Parlamentet og som med Silvio Berlusconi (der faktisk har været min kontornabo i Strasbourg) er ved at gå i regering med ekstreme højrefløjspartier med rødder i fascismen.

AT VÆRE politiker i et borgerligt folkeparti handler om at være i stand til at se muligheder og ikke vende ryggen til de kolleger, som vælgerne i demokratiske valg har givet os at arbejde med. Så godt det kan lade sig gøre og i respekt for at vælgerne også holder øje med os mellem valgene og dømmer os mindst lige så hårdt for det vi gør som for det, vi ikke tør, vil eller kan.

ALLE, DER har holdt sig for fine til gøre sig umage med samarbejdets kunst, har gennem tiden måtte sande, at de andre, der turde smøge armene op, vandt på den lange bane. 

Det er dem, der ser muligheder frem for begrænsninger, når demokratiets maskinrum skal passes ansvarligt og vælgernes måde at sætte parlamenterne sammen på skal have en fair mulighed for at vise deres optimale værdi. 

Demokratiske valg er nu engang udtryk for, hvor vælgerne er og hvilke partier og politikere, de har mest tillid til. Deri ligger signaler både til dem, der vandt og dem, der tabte. Sådan er det.

JEG TROR, det er bedre for Europa og Italien, at støvlelandet - der i parentes bemærket også er verdens 8. største økonomi og som med en al for uansvarlig eller egoistisk opførsel kan splitte EU’s økonomiske samarbejde i atomer - får en regering, hvor et EPP-parti er med. 

JA, JEG ved godt, at partiets leder, Silvio Berlusconi, siger mærkelige ting og i skrivende stund heldigvis er ved at trække i land. Han fylder meget, men han er altså ikke hele Forza Italia. Partiet har faktisk konstruktive, borgerlige politikere, hvoraf jeg har en lille håndfuld som kolleger i EPP. De er ganske fornuftige og har ikke flere særstandpunkter end vi danskere har, og det giver mig håb om at med EPP-partiet Forza i regering, kan det lykkes at holde Italien på retsstatens, samarbejdets og ansvarlighedens vej gennem det aktuelle politiske landskab og de udfordringer, landet - og hermed EU - vitterligt står med.

Så I EPP-gruppen holdt vi vejret for en stund i begyndelsen af denne uge, da det ekstreme højre vandt de italiensk vælgeres gunst. Nu lukker vi den med åndedræt, som er koncentreret - men roligt. Gruppen har altid været den stabile og konstruktive konstant i europapolitikken, ligesom Det Konservative Folkeparti gennem hundrede af år har været det i danske regeringer og store politiske aftaler, der har bragt Danmark frem gennem både sol og regn.

icon

Jeg ved godt, at partiets leder, Silvio Berlusconi, siger mærkelige ting og i skrivende stund heldigvis er ved at trække i land. Han fylder meget, men han er altså ikke hele Forza Italia. Partiet har faktisk konstruktive, borgerlige politikere, hvoraf jeg har en lille håndfuld som kolleger i EPP


Pernille Weissskriver første søndag i hver måned om sit arbejde i EU. Medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. E-mail: pernille.weiss@europarl.europa.eu.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.