For nylig oplevede jeg noget, der satte tankerne i gang. Jeg mødte en kvinde i et indkøbscenter, som jeg kort forinden havde været sammen med til et arrangement. 

Dengang måtte jeg gå tidligere end planlagt, fordi min gigtkrop igen sagde fra, og smerterne tog over. Jeg forklarede det, som jeg plejer: ordentligt og uden at gøre det til andres problem. Jeg har haft gigt i over 50 år, så jeg kan egentlig ret nemt og nede på jorden forklare, at det bare er sådan det for mig sommetider.

Derfor blev jeg oprigtigt glad, da hun stoppede mig og spurgte, hvordan jeg havde haft det bagefter. Det virkede som et reelt spørgsmål – et udtryk for omsorg, som man ikke møder så ofte. Jeg svarede ærligt. At jeg havde været sengeliggende i en uge med gigtsmerter. Og jeg tilføjede, at det, jeg huskede tydeligst, var de gode oplevelser fra dagen, vi havde sammen. Det var det, jeg lå og tænkte på hele ugen, svarede jeg hende med et taknemligt smil.

Men midt i min sætning vendte hun sig om og gik. Ikke af ond vilje, tror jeg. Men fordi hun ikke havde tid eller plads til det svar, hun selv havde bedt om. Og tilbage stod et spørgsmål: Hvorfor spørger vi, hvis vi ikke vil høre svaret?

Tempoet

Problemet er næppe, at vi ikke vil hinanden det godt. De fleste ønsker at fremstå venlige, imødekommende og ordentlige. Men vi har vænnet os til en form for høflighed, der i stigende grad fungerer som en social rutine frem for et udtryk for reel interesse. Spørgsmålet bliver noget, vi stiller, fordi det forventes – ikke nødvendigvis fordi vi er parate til at lytte.

Det er i sig selv ikke ondt ment. Men det kan mærkes. For når et menneske svarer ærligt, og vi allerede er videre, opstår der en ubalance. En oplevelse af, at kontakten var overfladisk – måske endda tom. Det er ret underligt at få den følelse efter et hjertevarmt arrangement fx

Noget af forklaringen ligger formentlig i det tempo, vi har indrettet vores hverdag efter. Vi er vant til hurtige beskeder, korte svar og konstant bevægelse videre. På sociale medier kan vi scrolle forbi det, der bliver for tungt. Den mulighed findes ikke i det virkelige møde mellem mennesker – og netop derfor bliver det tydeligt, når interessen ikke rækker længere end spørgsmålet.

Samtidig tror jeg, mange holder igen, fordi de er i tvivl om, hvad der forventes af dem. Hvis et menneske svarer ærligt, opstår der en usikkerhed: Skal jeg nu løse det? Skal jeg sige noget klogt?

Men ærlighed er sjældent en invitation til at blive fikset. Ofte er det nok at lytte. At anerkende. At være til stede et øjeblik længere, end vi plejer. Det kræver ikke særlige kompetencer, men det kræver opmærksomhed og vilje til at blive i situationen.

Godt at se dig

Hvis vi ønsker stærkere fællesskaber og mere reel menneskelig kontakt, og det tyder meget på, at vi gør, begynder det i det små. Måske med et enkelt spørgsmål til os selv i disse teknologiske tider, før vi spørger andre: Har jeg faktisk tid til at høre svaret? Vil jeg tage mig tid til kigge op? Kigge ind i et andet menneskes øjne?

Hvis ikke, er det mere ærligt at lade være. Eller blot sige: “Det er godt at se dig.” For der er ikke noget galt med høflighed. Men den bliver utilstrækkelig, når vi forveksler den med ægte interesse. 

Vi taler ofte om trivsel, ensomhed og behovet for at styrke relationer i vores samfund med stadig mere kunstighed. Men de store løsninger begynder sjældent i strategier og kampagner. De begynder i de små møder mellem mennesker der, hvor vi enten haster videre, eller vælger at blive stående lidt længere.

Spørgsmålet er ikke kun, om vi er blevet dårligere til at interessere os for hinanden. Måske har vi bare glemt, hvordan man gør. Og det er trods alt noget, vi kan øve os på allerede næste gang, vi spørger et andet menneske, hvordan det har det. Er det ikke?