Vi kan ikke overlade konsekvenser til Nato

AFSTEMNING:Det er en af de bærende elementer i et demokrati, at vi ved, hvad vi stemmer om. Om det er når politikerne gør det i dagligdagen med de mandater, de har fået som folkevalgte på vegne af alle os andre - eller om det er når vi alle, der skal tage stilling på samme tidspunkt, som tilfældet er med folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet.

Derfor har jeg umådeligt stor respekt for, at vælgere gerne vil have ordentlig besked, før der stemmes. At stemme i blinde er farligt og at stemme nej, fordi man endnu ikke har fået den forklaring, der nøgternt set bekræfter, at ‘nej’ eller et ’ja’ er det rigtige for den enkelte, er ærgerligt. Og det kan vise sig at være både dumt - og farligt for os alle på sigt.

Desværre viser flere undersøgelser, at der er mange tvivlere og mange misforståelser om, hvad der er sandt eller falsk om konsekvenserne af forbeholdet når vi – forhåbentligt – fjerner det med afstemningen den 1. juni.

Selv stemmer jeg ja til at fjerne forbeholdet og jeg anbefaler alle til at gøre det. Fordi Danmark hermed får konkret indflydelse på fremtidens forsvars- og sikkerhedspolitik i EU og hermed EU’s rolle og ageren i resten af verden. 

Som en "borgerlig stemme, der arbejder", har jeg altid hellere ville sidde med ved et forhandlingsbord – uanset min stemmes størrelse – end stå udenfor og overlade det til de andre at beslutte retning, prioriteringer og konkrete projekter. 

Sådan som verden har udviklet sig siden de glade, naive dage efter murens fald i 1989, står Europa meget mere alene og overfor udfordringer i vores region af kloden, som ingen kunne forudsige for bare 10 år siden. 

Men siden Trumptismens begyndelse i vest og annekteringen af Krim i øst har de geopolitiske plader omkring os flyttet sig i bekymrende og faretruende retning og der er – det skal vi indse – krig i Europa, som vi ikke ved hvornår ender og hvordan fremtiden derefter udvikler sig.

Derfor er EU simpelthen nødt til at gentænke og opprioritere vores forsvars- og sikkerhedsmæssige samarbejde. 

Vi kan ikke overlade konsekvenserne til Nato alene; det er Nato ikke gearet til, og der er heller ikke den ånd og kultur i Nato, at denne alliance i alle faser af alle europæiske kriser og konflikter skal klare ærterne med et EU, som er usamlet, ustruktureret uden relevante egne værktøjskasser.

Derfor vi skal have mere kvalitet og mere rettidig omhu ind i rummet for udvikling af EU’s forsvars- og sikkerhedssamarbejde. Og vi skal som danskere ikke overlade det til resten af EU at bestemme dén. Fordi Danmarks frihed, tryghed og stabilitet jo er afhængig af, hvordan dén fungerer og udvikler sig. Derfor har jeg allerede stemt ja med en brevstemme sidste weekend.

Også fordi vi med et ja ikke får en EU-hær og ikke mister vetoretten i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Uanset hvad Ursula von der Leyen, Macron og ivrige føderalister til højre og venstre i det politiske landskab går og ønsker sig – eller advarer om med falske påstande og spekulative hypoteser.

Præmissen er klar: Det kræver enstemmighed blandt EU’s lande at afskaffe vetoretten og/eller lave en fælles hær - så det kommer aldrig til at ske. Og det må heller ikke ske. For EU er en forening af forskelligheder, som netop i kraft af dem altid ender med at finde de mest robuste og bæredygtige løsninger på komplicerede udfordringer. Således også den sikkerhedspolitisk forandrede hverdag – især hvis vi danskere stempler ind i arbejdet og hjælper til med vores evne til diplomati, pragmatisme og praktiske håndelag for procesdesign og -ledelse. Her har vi noget Europa ikke må mangle i årene frem, hvor vores frie, demokratiske verden skal forsvares og bevares.

Så når Messerschmidt og Vermund sammen med Enhedslistens mere hårdnakkede EU-modstandere påstår vrøvl med vetoret, EU-hær og så videre, så er det kun fordi de både taler mod bedre vidende og udnytter den kendsgerning, at flere af ja-partierne enten ikke tør eller gider tage debatten om, hvad der er faktuelt forkert. 

Det kan jeg i mit stille sind godt bekymre mig over. For er vi der med den demokratiske debatkultur, at dovenskab eller kyniske spekulation i at fiske med det bredest mulige trawl i et vælgerhav, man bevidst holder lidt mere forvirret end reelt nødvendigt? Noget tyder på det, og det bryder jeg mig ikke om.

At der egentligt ikke er de store forskelle på at stemme ja eller nej, og at tvivlernes tvivl derfor er til at forstå, har jeg selv peget på i andre indlæg. Tvivl er jo noget, som gror, hvor der kun er nuancer til forskel på om den ene vej er bedre at gå end den anden. Eller hvis tvivlen får næring, fordi der i for høj grad signaleres "hvad synes du selv?", når borgere spørger politikere, som enten er næsten religiøst orienteret for et ja eller et nej - eller taler uld-i-mund og hermed antyder, at det sådan set er et fedt eller ligegyldigt. Men altså: Halve jomfruer eller frelste forkyndere bliver ingen jo klogere af at snakke med.

Det ser i skrivende stund ud til, at det bliver et ja. Det håber jeg vitterligt bliver resultatet. For selvom forskellen på et ja eller et nej er lille - er konsekvensen af et nej alt for risikabel for Danmarks fremtid. For vi kan kun vinde mere indflydelse på det, vi aldrig nogensinde kan klare på egen hånd: Nemlig at forsvare den fred, den frihed og hermed den rigdom og tryghed, vores efterkommere ikke skal miste, fordi vi ikke turde sige hørt og tydeligt, at der kun er et rigtigt svar den 1. juni - og det er ja!