Det rammer hele familien. Forældre, søskende og andre nære pårørende bliver ofte dem, der holder hverdagen sammen, kæmper med skolesystemet, koordinerer møder og forsøger at skabe ro i et hjem præget af bekymring og afmagt.

Men alt for ofte står de alene.

I Aalborg - og i resten af landet - har vi de seneste år set en markant stigning i børn og unge, der mistrives. Flere kæmper med angst, skolevægring, ensomhed og psykiske udfordringer. Det har store menneskelige konsekvenser for den enkelte. Men det har også store konsekvenser for familierne omkring dem.

Som byrådsmedlem møder jeg flere og flere familier, hvor hverdagen er sat på pause. Forældre går ned med stress. Søskende kommer i skyggen. Arbejdslivet bliver presset. Og mange oplever, at de skal kæmpe hårdt for at finde vej i et system, der ofte er opdelt i siloer.

Det er ikke holdbart.

Nære relationer skaber tryghed

Vi ser det også tydeligt i kommunens økonomi. Udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste er steget markant over de senere år. Det hænger blandt andet sammen med, at flere børn og unge har så store udfordringer, at de ikke kan komme i skole eller fungere i en almindelig hverdag.

Det er en nødvendig hjælp til familier i en svær situation. Men det er også et tydeligt tegn på, at vi reagerer for sent.

For tabt arbejdsfortjeneste er ofte ikke bare en ydelse. Det er et symptom på, at familien er under massivt pres.

Det paradoksale er, at de pårørende ofte er den vigtigste nøgle til, at barnet eller den unge kommer tilbage i trivsel. Det er de nære relationer, der skaber tryghed, stabilitet og håb. Men hvis de voksne omkring barnet selv bukker under, bliver vejen tilbage endnu længere.

Fire fokusområder

Derfor skal vi politisk blive langt bedre til at støtte de pårørende - systematisk og tidligt.

Det handler for det første om bedre rådgivning og én tydelig indgang til hjælp. Alt for mange familier bruger kræfter på at finde rundt i regler, tilbud og instanser, når energien burde bruges på barnet.

For det andet skal vi styrke den tidlige indsats. Jo hurtigere vi hjælper familien samlet, desto større er chancen for, at problemerne ikke vokser sig større.

For det tredje skal vi i langt højere grad anerkende de pårørende som en aktiv del af løsningen - ikke bare som nogen, systemet informerer, når der er tid.

Og for det fjerde skal vi turde tale om de samfundsøkonomiske konsekvenser. For når familier bryder sammen under presset, bliver regningen større for alle: flere sygemeldinger, længere behandlingsforløb, flere specialtilbud og større risiko for, at børn og unge mister fodfæstet i skole, fællesskab og senere arbejdsliv.

Vi skal huske de pårørende

At støtte de pårørende er derfor ikke bare en social indsats. Det er også rettidig omhu.

Vi skal væk fra en velfærdsforståelse, hvor vi kun ser den enkelte borger isoleret. Mennesker lever i relationer. Og trivsel skabes sjældent alene.

Hvis vi vil lykkes med at hjælpe flere børn og unge tilbage i trivsel, skal vi også passe på dem, der står tættest på.

Det skylder vi både familierne - og fællesskabet.