Vi ser tilbage på min fars sidste tid med stor taknemmelighed
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Alt for ofte er det kun negative historier omkring plejehjem der bringes i pressen. Jeg vil derfor råde bod på dette med dette indlæg, og bringe en positiv historie.
I 2019 blev min far, der boede alene, diagnosticeret med Alzheimer. Noget vi i et stykke tid var blevet bekymret omkring, idet flere ord og dagligdags ting blev glemt. Derfor var fremtidsudsigten desværre ret klar, at når far ikke længere kunne klare sig hjemme, var en plejebolig alternativet til egen bolig.
Far var heldigvis enige i dette. Og da det, grundet en hospitalsindlæggelse, nu blev virkelighed, var vi spændte på hvor plejeboligen blev stillet til rådighed. Vi havde prioriteret demensplejehjem i Aalborg Kommune, men kunne jo ikke være sikre på at prioriteringen kunne opfyldes.
Heldigvis fik min far plejebolig på Demensplejehjemmet Lions Parken, som var vores første prioritet. Vi havde kun hørt godt om Lions Parken, og vores forventninger blev til fulde indfriet.
Tak til personalet
Allerede ved vores første møde med ledergruppen, da boligen blev præsenteret, blev vi positive. Selvom det var midt under coronanedlukningen, fik vi en fin introduktion til Lions Parken. Vi fik indrettet boligen, således far kunne flytte ind 4. maj 2020.
Far fik næsten seks år på Lions Parken, inden han sov stille ind. I alt den tid far boede på Lions Parken, oplevede vi engageret, empatisk, kærligt, humørfyldt og imødekommende personale og ledelse. Alle med fokus på, hvordan beboerne havde det bedst muligt.
Beboerne blev mødt ud fra de muligheder hver især havde, og vi kunne tydeligt se at beboerne havde det godt. Men også stor fokus på os pårørende. Altid tid til at svare på spørgsmål, tid til en snak over en kop kaffe og ikke mindst, at vi som pårørende følte os hørt og forstået. Og i den sidste uge, inden far sov ind, var der også tid til at sidde hos far, så han ikke følte sig alene.
Det er med stor taknemmelighed vi ser tilbage på fars tid på Lions Parken. Vi var altid trygge når vi forlod far, da vi vidste han, og de øvrige beboere, var i de bedste hænder.
Tusind tak til alle på Demensplejehjemmet Lions Parken. Ingen nævnt, ingen glemt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.