Vi skal have sikrere cykler og stærkere cykelproducenter
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er et yndigt land, det står med brede cykelstier og grønne transportambitioner. Vi bryster os af at være verdens bedste cykelland.
Desværre halter især ladcyklernes kvalitet og sikkerhed bagefter. For mens vi har investeret massivt i cykelinfrastruktur, har vi glemt at stille krav til cyklerne. Og det er skidt for forbrugerne og de danske cykelproducenter, der laver sikre cykler.
Cykler på vores cykelstier skal være forsvarlige. Men mens nogle lande som fx Tyskland har indført tekniske minimumsstandarder for ladcykler, har vi i Danmark kun halvanden side i cykelbekendtgørelsen med sikkerhedskrav til selve cyklen. Forestil dig at sætte dig ind i en bil uden tilstrækkelig sikkerhedsgodkendelse og krav til bremser eller karrosseri.
Sidste år blev 11 modeller fra et populært hollandsk mærke tilbagekaldt efter flere episoder med ødelagte rammer. Myndighederne i Holland vurderede, at stellets dårlige kvalitet kunne føre til alvorlige personskader, hvor børn fx risikerede at falde ud af kassen. Andre mærker er nu også i søgelyset. Derfor bør man fra politisk hold indføre minimumsstandarder for sikkerhed.
Ny strategi på vej
En ny national cykelstrategi er på vej. Her skal politikerne bl.a. tage stilling til hvordan der skabes mere tryghed på cykelstien. Et opdateret lovkrav til cyklernes indretning og udstyr bør være en del af strategien, hvis politikerne vil sikre større tryghed for både cyklister og andre trafikanter.
Derudover er det i dag frit for enhver at importere og sælge ladcykler i Danmark, også fra kinesiske lavprisplatforme, uden at de skal leve op til ordentlige sikkerhedskrav. Det forringer sikkerheden, men er også konkurrenceforvridende og skadeligt for de danske cykelvirksomheder, hvis forretning bygger på f.eks. produktion, salg og eksport af kvalitetscykler og godt design.
De skal leve op til høje krav i udlandet, men bliver slået på hjemmemarkedet af billige produkter, der aldrig ville blive godkendt i lande som Tyskland og USA. Det underminerer både danske arbejdspladser, innovationskraften og det stærke danske cykelbrand.
Vi skal ikke acceptere, at manglende krav til cykler forringer trafiksikkerheden, eller at Danmark bliver dumpingplads for dårlige cykler. I stedet skal vi sikre, at vores cykelstier matches af cykler, der lever op til den kvalitet og sikkerhed, forbrugerne fortjener og danske producenter leverer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.