Vi vælgere glemmer, hvor stor indflydelse vi egentlig har

LEDER:Ikke færre end 45 procent af vælgerne har tænkt sig at stemme på et andet parti end ved folketingsvalget i 2019.

Der er selvfølgelig også blevet væsentligt flere at botanisere i siden sidst - hele 14 denne gang (i et land med kun marginalt flere indbyggere end i Hamburg og omegn!) - og det ligner næsten opskriften på en gentagelse af det jordskredsvalg, som Danmark oplevede i december 1973, da først og fremmest oprørerne i Fremskridtspartiet, men også Centrumdemokraterne og Kristeligt Folkeparti (det senere Kristendemokraterne) fandt vej på Christiansborg. Til stor rædsel og forargelse hos dem, som Fremskridtspartiets ildsprudlende leder, Mogens Glistrup, omtalte som "gammelpartierne".

Her næsten 50 år senere er det igen "gammelpartierne", der har udsigt til at stå for skud - og alene udvalget af partier har fået flere vælgere til at meddele, at de ikke alene føler sig modløse, men også hjemløse.

Nogle har tilkendegivet, at de helt har opgivet. At de har tænkt sig at stemme blankt eller holde sig hjemme på sofaen - og så har man virkelig sat sig uden for indflydelse.

Blandt 14 partier, som det på nogle punkter godt kan være svært at se forskel på, der da være et eller andet hos ét af dem, der har bare en lille smule appel.

Til daglig glemmer vi vælgere, hvor omfattende magt vi egentlig her. For det er nu, vi kan "sætte holdet", som man siger.

I perioden mellem to valg hører man fra tid til anden vælgere klage over, at politikere på Christiansborg har for lidt føling med såkaldt "helt almindelige danskere" og den virkelighed, som de er nødt til at forholde sig til.

Det er ikke et ukendt fænomen at opleve politikere blive beskyldt for at udtale sig på et rent teoretisk grundlag. At der ganske enkelt er for lidt bund i noget af det, de siger. Med jævne mellemrum kommer den slags udtalelser nemt til at lyde som en mellemting mellem en hurtig, overfladisk mavefornemmelse og det nyeste råd fra den nærmeste personlige rådgiver.

En tilbagevendende kritik er rettet mod personer, der aldrig har beskæftiget sig med noget som helst andet her i tilværelsen end politik. Fra den politiske ungdomsorganisation inden for partiet har de på et tidspunkt fundet vej over i "moderskibet" - måske endda med en ufærdig uddannelse og så godt som ingen praktisk erhvervserfaring bag sig.

Valget i morgen - faktisk et hvilket som helst valg - er en kærkommen lejlighed til at bruge ekstra tid på at kigge kandidaternes levnedsforløb nærmere efter i sømmene for at se, om der mon skulle være nogen med erfaring - uddannelse og praktisk arbejde - der rækker ud over rent partiarbejde i et lukket kredsløb, og som derfor må give håb om udtalelser og beslutninger med bare lidt mere bund i virkeligheden uden for Christiansborg.

P.S.: Fra tid til anden hører man også, at der bliver ved med at være for få kvinder i Folketinget. Også det kan vælgerne - og kun vælgerne - rette op på.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.