Vigtig sondring: Hjemmegående og hjemmearbejdende er to vidt forskellige ting

En måned med børnene i hjemmeskole og med udsigt til som minimum tre uger til. Sådan ser virkeligheden ud for børnefamilierne pt. Og for langt de fleste familier, både børnene og de voksne, lugter det altså mere af dårlig samvittighed og konflikter end af hjemmebagte boller og kvalitetstid. I hvert fald for de forældre, der fortsat skal arbejde hver dag, enten på normal vis eller hjemmefra, og som har børn i de mindre klasser.

At skulle være it-hjælper, hjælpe med skoleopgaver, være stort set eneste sociale kontakt for sit barn og samtidig støtte det i en ny og anderledes hverdag er altså svært at lykkes med, når man samtidig skal lægge otte timers arbejde ved hjemmecomputeren. Og når skoledagen er slut, måske allerede ved 14-tiden, skal man så i øvrigt også være SFO-pædagog og legekammerat.

Det betyder for de fleste forældre lange arbejdsdage med mange afbrydelser, evt krydret med dårlig samvittighed over for sin arbejdsgiver over den halve indsats, det kunne blive til. Og for at gøre det helt skidt gælder den sorte samvittighed også på hjemmefronten, når man endnu en gang bestikker sit barn med skærmtid for at købe sig til en sammenhængende times arbejde.

Hvis man som butiksansat, håndværker, rengøringsassistent eller andet frontpersonale skal afsted på job, tilbyder kommunerne nødpasning til de yngste skoleelever. Et helt nødvendigt tilbud, da et barn, der fx går i 2. klasse, ikke kan forventes at kunne være alene hjemme fra 8 til 16. Men den dårlige samvittighed slipper de færreste forældre for. De skæve blikke og en følelse af ikke at vise samfundssind, når man sender sine børn afsted er nemlig en helt sikkert utilsigtet følgevirkning af pædagogernes bekymring over, at de fortsat skal møde ind.

Bevares, i langt de fleste familier skal det jo nok gå, man kommer igennem det og til sommer vil vi kunne slå det hen med en latter og evt. en besværgelse. Men det kan blive et langt forår, hvis restriktionerne som ventet bliver forlænget igen inden 7. februar.

Derfor er det vigtigt at se på rammerne for hjemmeundervisningen af de mindste elever: Er rammerne sat, så de ikke har brug for en mor eller far som hjælper? Er skolehverdagen nogenlunde fyldt ud med varierende opgaver? Stilles kravene, så børnene kan leve op til dem uden massiv forældreindsats?

Det er skolernes ansvar, men vi andre har også et ansvar, især over for de forældre, der må sende deres børn afsted i nødpasning: Det skal de kunne gøre uden at blive set skævt til. Man skal kunne passe sit arbejde med stolthed, for de forældre er jo med til at sikre, at vi også kan betale for et velfærdssamfund efter coronapandemien.