Coronavirus

Vil du have det tredje vaccinestik? Så mange nordjyder har allerede takket ja til at smøge ærmet op endnu en gang

Den næste del af befolkningen er nu inviteret til at få tredje vaccinestik i kampen mod en ny smittebølge her til vinter

Vaccineudrulningen af tredje stik er i fuld gang. Generelt er nordjyderne positive over at blotte overarmen endnu gang. Arkivfoto: Bo Lehm

Vaccineudrulningen af tredje stik er i fuld gang. Generelt er nordjyderne positive over at blotte overarmen endnu gang. Arkivfoto: Bo Lehm

I Region Nordjylland er man klar til at vaccinere nordjyderne for tredje gang. I fredags blev over 20.000 ekstra nordjyder inviteret, og allerede nu kan man se, at opbakningen til at få stikket er forholdsvis stor.

Det fortæller Anders Cinicola, der er chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

- Cirka en tredjedel af dem, der har fået tilsendt en invitation i fredags, er allerede blevet vaccineret eller har booket en tid. Det er en rigtig fin start, siger han.

For nogen lyder en tredjedel måske ikke af meget, men hvis man ser på den korte tid, borgerne har haft til at booke, er det en meget pæn tilslutning, mener Anders Cinicola.

- Vi skal huske, at det ikke er mange dage siden, de er blev inviteret, og en del modtager invitationen med posten, da der i den næste gruppe stadig er mange ældre borgere. Så den skal lige lande, og derfor vil det helt naturligt gå lidt langsommere i starten, forklarer han.

Tilslutningen er altså helt som forventet, og som dagene går, forventer regionen ligeledes, at endnu flere vil få booket tid til at få et nyt boost med covid-19 antistoffer.

Over 90 procent fik tredje stik

Ser man på tilslutningen til tredje stik fra den første gruppe, der bestod af plejehjemsbeboere, 85-årige og derover samt personer med svært nedsat immunforsvar, har tilslutningen nemlig været rigtig høj.

For plejehjemsbeboerne, som var de første i rækken, har hele 93 procent takket ja til stikket. For de 85-årige og derover har omkring 40 procent fået vaccinationen eller booket tid.

- De 85-årige er igen en gruppe, hvor det er naturligt, at det går lidt langsomt i starten. De fik invitationen for et par uger siden. For dem gælder det også, at de selv skal komme hen til et vaccinationscenter. Her har vi planlagt en runde, hvor vi kommer ud lokalt, så de kan komme forbi uden tidsbestilling. Jeg tænker, at der nok er mange, der venter på, vi kommer tæt på deres område, siger Anders Cinicola.

Hvem har fået invitation til tredje vaccinestik?

I første fase af udrulningen blev følgende inviteret:

- Personer med svært nedsat immunforsvar, for eksempel personer, der er organtransplanterede eller personer, der er i dialyse eller kemoterapi.

- Personer, der bor på plejehjem.

- Ældre mennesker på 85 år eller derover.

- Personer, der er vaccineret med Johnson & Johnson-vaccinen.

I anden fase af udrulningen er følgende inviteret:

- Personer med svært nedsat immunforsvar, for eksempel personer, der er organtransplanterede eller personer, der er i dialyse eller kemoterapi.

- Personer, der bor på plejehjem.

- Ældre mennesker på 85 år eller derover.

- Personer, der er vaccineret med Johnson & Johnson-vaccinen

Han opfordrer alligevel til, at så mange som muligt går ind og booker på vacciner.dk eller ringer til regionens hotline og får hjælp til at booke. Man skal dog være opmærksom på, at der er run på tiderne, så man skal ikke blive urolig, hvis der ikke er tid dagen efter.

- Vi vil gerne, at folk går ind og booker en tid, men det er også vigtigt at sige, at man ikke skal gå i panik, hvis der ikke er flere tider nu og her. Ifølge Sundhedsstyrelsen haster det ikke som sådan. De fleste i de her grupper vil stadig være fint beskyttet af de første vacciner lidt endnu, siger Anders Cinicola.

En stor opgave

Det er en stor opgave at vaccinere samtlige nordjyder endnu en gang. Ligesom med første og andet stik sættes der gang i et større planlægnings- og koordineringssystem, fortæller Ander Cinicola.

- Selvom det er med forholdsvis kort varsel, at vi skal have det hele op at køre igen, vil jeg ikke sige, der er de store udfordringer. Det kræver selvfølgelig en del arbejde og koordinering, men vi har været igennem det én gang og har derfor gode erfaringer, vi kan trække på, siger han.

Grafik:

Grundet de mange nye invitationer har man i regionen valgt at oprette nye vaccinationssteder med tidsbestilling i alle nordjyske kommuner som supplement til de eksisterende.

Der oprettes i alt 10 nye vaccinationscentre, så der er samlet 14 i Region Nordjylland. Der vil være forskellige åbningsdage, hvorfor det er vigtigt, at der bestilles tid via vacciner.dk, så man er sikker på, at der er åbent, når man møder op for at få 3. stik. Der vil i de forskellige kommuner blive vaccineret på forskellige dage fra uge 43.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.