Politi

Vild nytårsnat: Vold, røveri, brande og voldtægt

Nordjyllands Politi melder om en travl nytårsaften og nat

Klokken 2.55 blev en 19-årig kvinde udsat for voldtægt i Aalborg. Foto: Jan Pedersen
Klokken 2.55 blev en 19-årig kvinde udsat for voldtægt i Aalborg. Foto: Jan Pedersen

Opdateret kl. 18:11

NORDJYLLAND: Nordjyllands Politi kan mandag morgen se tilbage på en travl nytårsaften og -nat.

Klokken 2.55 blev der anmeldt en voldtægt nær havnefronten i Aalborgs midtby. Ofret var en 19-årig norsk kvinde, der har beskrevet gerningsmanden som af anden etnisk herkomst end dansk. Politiet har undersøgt gerningsstedet og ledt efter gerningsmanden med politihunde, men mandag morgen var der endnu ikke foretaget anholdelse. Det oplyser vagtchef Henrik Beck.

Klokken 2.44 kom der anmeldelse om, at en 40-årig mand var gået amok i Klarup. Han havde slået og sparket flere personer. Politiet anholdt den 40-årige, som mandag morgen sidder i detentionen. Senere på dagen vil der blive taget stilling til, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Klokken 2.10 blev en 16-årig dreng udsat for røveri. Det var i selskabslokalet "Høloftet" på Øster Sundbyvej i Aalborg. Den 16-årige fik en flaske i hovedet. Politiet har endnu ikke overblik over, hvor alvorlige hans skader er. Gerningsmanden tog den 16-åriges mobiltelefon og er stadig på fri fod. Politiet har ikke umiddelbart et brugbart signalement af ham.

Klokken 00.37 opstod der ildebrand i taget på en bygning i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Branden skyldtes en nedfalden raket. Nordjyllands Beredskab fik hurtigt kontrol over ilden, melder Nordjyllands Politi, og ingen personer kom noget til.

Klokken 5.16 opstod der ildebrand i et sommerhus på Kongelunden i Hals. Branden skyldtes formentlig et stearinlys. Ingen personskade kom noget til, men sommerhuset udbrændte.

Alt i alt har Nordjyllands Politi modtaget anmeldelse om 38 brande i containere, skraldespande med videre, ligesom der er modtaget 21 anmeldelser om slagsmål og uorden i hele politikredsen, oplyser vagtchef Henrik Beck.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden