Vild uenighed om vaccination af gravide og ammende: Se argumenter for og imod
Gravide og ammende kan kun blive vaccineret mod covid-19, hvis de "snyder" sig til det på vaccinationsstedet

Hvis man er gravid, eller ammer, kan man ikke blive vaccineret mod covid-19 - der presses på for at få ændret retningslinjerne. Illustration: Christian Made Hagelskjær
NORDJYLLAND:Gravide og ammende kan ikke blive vaccineret mod covid-19. Det er fortsat den klare melding fra Sundhedsstyrelsen, men mange - både fagfolk og borgere - presser på for at få ændret reglerne. Som det er nu, er det kun muligt for de pågældende kvinder at blive vaccineret, hvis de "snyder" sig igennem ved at fortie sandheden, når de møder op på vaccinationsstedet.
I øjeblikket inviteres store grupper kvinder i den fødedygtige alder til vaccination. Men myndighederne samkører ikke registre, så man udelukker ikke på forhånd kvinder, der er registreret som gravide i sundhedsvæsnet. Den metode vil indebære for mange fejlmuligheder.
Derfor modtager gravide og ammende - ligesom alle andre borgere over 12 år - en invitation til vaccination, når vaccineprogrammet når til deres aldersgruppe.
Hvis man bevidst undlader at svare korrekt på spørgsmålene, påtager man sig selv ansvaret for følgerne, og det må frarådes
Anders Koudal Cinicola
På vacciner.dk oplyses det, at gravide og ammende ikke kan blive vaccineret, og det tjekkes også på vaccinationsstedet. Der udleveres en tjekliste med otte spørgsmål, som man skal kunne svare "nej" til. Nogle ganske få borgere kan - på trods af anbefalingerne - alligevel blive vaccineret på grund af særlige forhold, men i så fald kræver det anbefaling fra en læge.
Ved tjek-in-skranken bliver man bedt om at bekræfte, at man ikke lever op til nogle af tilstandene på listen her:

Hvis man svarer i modstrid med sandheden ved vaccinations-tjek-in, vælger man bevidst at trodse myndighedernes anbefaling. Personalet på vaccinationsstedet begynder ikke at diskutere med borgerne, selvom der måske er tegn på, at de ikke taler sandt.
- Vi er nødt til at stole på, at det, folk svarer, er korrekt, og selvom der står en kvinde og ser lidt gravid ud, hiver vi hende jo ikke ind til en ultralyd-scanning ved siden af, hvis hun har sagt "nej" til at hun er gravid, siger Anders Koudal Cinicola, chefkonsulent i Region Nordjylland.
- Hvis man bevidst undlader at svare korrekt på spørgsmålene, påtager man sig selv ansvaret for følgerne, og det må frarådes, når det går imod Sundhedsstyrelsens anbefalinger, fastslår Anders Koudal Cinicola.
- Hvis en borger - efter at have læst tjek-listen - svarer, at hun er gravid eller ammer, kan hun naturligvis ikke blive vaccineret, ganske som hvis en borger svarer, at hun har feber eller er allergisk overfor stoffer i vaccinen, forklarer Cinicola.
Der har været enkelte tilfælde i Region Nordjylland, hvor personalet har måttet afvise en gravid, der gerne ville vaccineres.
For og imod
Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) var forleden til møde i Sundhedsstyrelsen, hvor selskabet anbefalede styrelsen at ændre retningslinjer og tilbyde vacciner til gravide og ammende.
Emnet har ført til en heftig debat i Ugeskrift for Læger, hvor det lægevidenskabelige selskab, DSOG, påpeger, at gravide bør vaccineres, da de ellers risikerer at få alvorlige forløb med covid-19 til skade for både kvinde og foster. Selskabet henviser til, at lande som Sverige, Finland, USA, Storbritannien, Belgien, Frankrig og Holland nu tilbyder vaccine til gravide og ammende.
Indtil videre har Sundhedsstyrelsen afvist at ændre retningslinjer, og fraråder fortsat vaccination af gravide og ammende.
Se argumenter for og imod her:
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.