Mon sneen forsvinder? Sådan lyder prognosen for den kommende uge
Der bliver masser af muligheder for at lege i sne den kommende uge, for den forsvinder ikke lige med det første
Opdateret kl. 14:39
NORDJYLLAND: Det er ofte kun et par dage, den bliver liggende, sneen. Så skifter vejret til grå plusgrader, og det hvide vintereventyr forvandler sig til søle.
Men ikke i denne omgang. Tværtimod bider vinteren sig for alvor fast den kommende uge. Det betyder kolde dage med minusgrader og udsigt til mere sne.
Mandag vil temperaturen ligge og svinge mellem tre graders frost og to graders varme, og en snebyge kan fare forbi hist og her.
Tirsdag - og måske især tirsdag aften og onsdag - skal vi være på vagt i Nordjylland, hvor DMI forventer, at den nordlige og nordvestlige del af landet kan få mere vedvarende sne.
Samtidig falder temperaturen til mellem frysepunktet og syv graders frost natten til onsdag - og helt ned til 10 graders frost natten til torsdag. Måske endda koldere, hvis det bliver klart vejr.
Når man tager med i ligningen, at det også kommer til at blæse en del, især mandag og tirsdag, så kommer det til at føles rigtig koldt på grund af chillfaktoren.
Først i løbet af næste weekend ser det ud til, at der måske kommer til at blæse lidt mildere vinde over Danmark. Men håbet om en hvid jul lever stadig.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.